14-årig dreng død: Kvinde fængslet

Den 40-årige kvinde, hvis lejlighed en ung dreng omkom i natten til søndag, er fængslet i 13 dage

En 40-årig kvinde er sigtet for uagtsomt manddrab og at hensætte andres liv i fare. Foto: Simon Fals
En 40-årig kvinde er sigtet for uagtsomt manddrab og at hensætte andres liv i fare. Foto: Simon Fals

Dommervagten i Københavns Byret har i dag besluttet at varetægtsfængsle en 40-årige kvinde i 13 dage, efter at en 14-årig dreng natten til søndag blev fundet død af hjertestop i hendes lejlighed i København.

Lejligheden er af politiet beskrevet som et sted, der er kendt i misbrugsmiljøet.

Drengen befandt sig i lejligheden sammen med fem andre unge mennesker, hvor de ifølge politiet havde indtaget receptpligtig medicin, der tilhørte den 40-årige kvinde.

Drengen på 14 år og den 40-årige kvindes egen datter fik ifølge sigtelsen vejrtrækningsproblemer efter indtagelsen. Drengen døde af hjertestop, og datteren er stadig på hospitalet i koma.

Kvinden er sigtet efter §241 for uagtsomt manddrab og efter §250 for at hensætte andres liv i fare.

Ordlyden af sigtelsen går på, at kvinden under særligt skærpende omstændigheder uagtsomt har forvold drengens død, idet anholdte på trods af sin viden om, at han havde indtaget en ukendt mængde medicin eller stoffer, og sin viden om at han i en længere tid havde ligget hjælpeløs med bl.a. vejrtrækningsproblemer på badeværelset i lejligheden, undlod at skaffe lægehjælp, hvilket medførte drengens død.

Hun er også sigtet for at have hensat sin egen datter for fare i længere tid, da pigen lå med vejrtrækningsproblemer på en seng uden, at moderen i følge sigtelsen tilkaldte hjælp.

Nogle af de fem personer, som var i lejligheden lørdag aften, var mindreårige, og alle i lejligheden har en relation til den sigtede.

Forsvarsadvokaten bekræftede, at der havde været mange afhøringer af dem i lejligheden, og at de afhøringer 'gik i øst og vest'.

Dommeren valgte at lukke dørene for offentligheden for at beskytte de mindreårige i sagen.

Retten har nedlagt navneforbud i sagen. 

Den 40-årige kvinde har ikke kæret fængslingen til landsretten.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna Cecilia Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen