14-årig kørte galt i forældres bil: Nu er han død

Drengen, der torsdag forulykkede på Strandvejen i Lemvig, døde lørdag af sine kvæstelser

Den 14-årige dreng, som tidligt torsdag morgen kørte galt på Strandvejen i Lemvig, er død. Video: Local Eyes

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. sms-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Den 14-årige dreng, som tidligt torsdag morgen kørte galt i bil på Strandvejen i Lemvig, er død.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse og på Twitter.

Hvorfor den mindreårige førte bilen og andre omstændigheder bag tragedien, har politiet ikke ønsket at oplyse Ekstra Bladet om.

Ifølge Ritzau og Lemvig Folkeblad havde drengen taget nøglerne til sine forældres bil og sat sig bag rattet, hvorefter han altså forulykkede.

Drengen kørte kort før klokken 5.30 torsdag i nordlig retning ad Strandvejen, da han ifølge politiet trak over i modsatte vejbane og videre ud i rabatten. Her ramte han et træ og blev hårdt kvæstet.

Forældrene fandt ifølge politiets tidligere oplysninger først ud af, at sønnen var væk, da politiet bankede på døren for at give dem besked om ulykken.

Han blev med helikopter fløjet til behandling på sygehuset i Skejby, men hans liv stod ikke til at redde.

 

 

Drengen afgik lørdag ved døden.

Politiet betragter hændelsen som en tragisk ulykke. En bilinspektør har foretaget tekniske undersøgelser på ulykkesstedet, ligesom sygehuset rutinemæssigt har udtaget blodprøver af drengen for at undersøge, om han var påvirket af alkohol eller stoffer.

Politiet forventer at afslutte sagen uden retsligt efterspil, når resultatet af disse undersøgelser er klar.

1 af 2 Den 14-årige dreng, som tidligt torsdag morgen kørte galt på Strandvejen i Lemvig, er død. Foto: Local Eyes
2 af 2 Foto: Rene Schütze