14-årig pige døde i skuddrama, men så klemte hun mirakuløst mors hånd

Pigen blev ramt af skud, da en mand skød tilfældige mennesker i Kalamazoo i USA lørdag aften

Se en gennemgang af den vanvittige sag, hvor seks er blevet dræbt og to såret

I syv timer kørte en mand rundt lørdag aften og skød tilfældige personer i byen Kalamazoo i delstaten Michigan i USA. Seks personer blev dræbt af mandens skud og to andre alvorligt såret.

Først troede man dog, at syv personer var omkommet i mandens tilfældige skyderi, da en 14-årig pige var den sidste, der blev ramt. Det skriver blandt andre Washington Post.

Den 14-årige pige sad i en bil på en parkeringsplads, da hun blev ramt af skud. Det lammede hele hendes krop, og læger holdt hende kun i live for at bruge hendes organer til transplantationspatienter. Pigen ville alligevel ikke få brug for dem igen, troede man.

Det skulle dog vise sig at være en fejlvurdering, for da pigen var ved at blive gjort klar til den operation, som skulle høste hendes organer, stod hendes mor ved hendes side.

Pludselig klemte pigen om moderens hånd.

- Det eneste ord, der kan beskrive situationen, er 'wow', siger overbetjent Dale Hinz til Michigan Live.

Se også: Seksdobbelt Uber-morder erkender sig skyldig

Familiemedlemmer døde
Pigens identitet er for offentligheden ukendt, men Michigans guvernør, Rick Snyder, udtalte efter et besøg til familien, at:

- Pigen kæmper meget hårdt for at holde sig i live. Det bliver noget af en genoptræningsperiode.

Pigen sad i bilen på parkeringspladsen, da hun blev skudt, sammen med fire familiemedlemmer. De havde alle været henne på det lokale universitet for at se et show.

De fire andre blev også ramt af skud, og de døde alle. Det var fire kvinder, som alle var over 60 år.

Ud over de fire kvinder omkom en 53-årig far og hans 17-årige søn også i det forfærdelige skyderi.

Se også: Seksdobbelt Uber-morder samlede kunder op mellem drab

Formodet gerningsmand
Politiet anholdte efter syv timer en 45-årig mand ved navn Jason Brian Dalton, og de mistænker ham for at stå bag maridtet. Han arbejdede som Uber-chauffør, og ifølge CNN kørte han endda rundt med passagerer ind imellem hans skyderier.

CNN's lokale samarbejdsmedie Wwmt har talt med en af de passagerer, der kørte i Daltons Uber-taxa lørdag aften.

- Vi kørte indtil vi var cirka halvanden kilometer fra mit hus, og så fik han et telefonopkald. Efter opkaldet begyndte han at køre helt vildt. Vi kørte gennem midterrabatten, og han overtrådte alle fartgrænser. Så stoppede han pludselig, og jeg hoppede ud og løb væk, siger Matt Mellen til det lokale medie, der efterfølgende ringede til politiet.

Et ottende offer ligger stadig på hospitalet efter at være blevet ramt af skud. Det er en kvinde, der er mor til tre, og man mener, at hun vil overleve.

Det er dog ikke sikkert, at den 14-årige pige vil overleve på trods af miraklet. Myndighederne forbliver dog optimistiske.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere