14-årig pige døde i svømmehal: - Hun vil blive savnet forfærdeligt meget

Den 14-årige pige, som mandag tragisk afgik ved døden under en svømmetræning i Blovstrød Svømmehal i Nordsjælland, fik hjertestop i vandet

Pigen fik hjertestop, mens hun var i bassinet i Blovstrød Svømmehal. Dødsfaldet var dog ikke en drukneulykke, fortæller klubchefen i svømmeklubben. Foto: Flemming Nyberg/AltOm Blovstrød
Pigen fik hjertestop, mens hun var i bassinet i Blovstrød Svømmehal. Dødsfaldet var dog ikke en drukneulykke, fortæller klubchefen i svømmeklubben. Foto: Flemming Nyberg/AltOm Blovstrød

Den 14-årige pige, som på tragisk vis afgik ved døden mandag i en svømmehal, var konkurrencesvømmer i Sigma Swim.

Se også: 14-årig pige død i svømmehal

Det var under en træning i Blovstrød Svømmehal, at hun blev ramt af et akut hjertestop, og hendes liv stod desværre ikke til at redde.

I en pressemeddelelse fra svømmeklubben understreger klubchef Mia Hyldahl, at der ikke er tale om en drukneullykke.

'Under træning i Blovstrød Svømmehal for klubbens 2. hold blev en af Sigmas dygtige konkurrencesvømmere ramt af et akut hjertestop. Hun blev meget hurtigt hevet op af vandet og hjertemassage blev påbegyndt omgående.'

'Trænere, holdkammerater, ambulance- og redningsfolk gjorde alt hvad de kunne for at genoplive hende, men efter ankomst til Rigshospitalets traumecenter stod det desværre klart at hendes liv ikke kunne reddes,' skriver Mia Hyldahl i pressemeddelelsen.

Hun fortæller desuden, at trænere, holdkammerater og deres forældre omgående fik psykologisk krisehjælp, samt at tankerne hos klubbens medlemmer går til pigens familie i den svære tid.

Elskede svømning
Mia Hyldahl er klubchef i Sigma Swim, og hun kendte derfor pigen, som brugte meget tid i svømmeklubben.

- Hun elskede svømning. En af vores rigtig glade, unge atleter, som havde hele sit liv i svømmeklubben. Alle hendes bedste veninder og venner de var på hendes svømmehold og i svømmeklubben.

- Hun var en glad person, som fyldte rigtig meget i vores miljø og i vores fællesskab, og hun vil blive savnet forfærdelig meget af mange, siger hun til Ekstra Bladet.

Pigen var ikke alene om sin passion for svømning. Hendes familie var også en stor del af klubben.

- Hun var super engageret og dedikeret omkring sin svømning og sine kammerater i klubben. Hele hendes familie er en del af vores miljø og nogen af de bærende kræfter i vores svømmemiljø.

- Vi er den bedste klub i Danmark, så vi har behov for mange gode familier i miljøet, men deres er en af de allervigtigste og bedste for vores miljø, siger Mia Hyldahl.

Ekstra Bladet er bekendt med hele pigens navn.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere