14-årig pige fik finger skåret af i brødmaskine

To andre fingre blev læderede

En 14-årig pige har fået en finger på højre hånd skåret af i en brødmaskine, mens hun arbejdede på Haals Bageri i Klarup i Nordjylland.

Ulykken skete ifølge nordjyske.dk, da pigen stak hånden ned i brødmaskinen. To andre fingre blev læderede.

Pigen blev omgående indlagt på Odense Universitetshospital, hvor specialister opererede hende.

Ulykken skete den 6. januar i år, men den kommer først til offentlighedens kendskab nu, efter at  nordjyske.dk har søgt aktindsigt i sagen.

Det er forfærdeligt
Ejeren af Hals Bageri er ifølge nordjyske.dk dybt berørt af sagen.

- Jeg tænker meget på den pige. Det er forfærdeligt at have ansvaret for, at pigen er kommet til skade. Ulykken var ikke hendes skyld. Det er 100 procent mit ansvar som arbejdsgiver.

Jeg fralægger mig ikke mit ansvar for, at en sikkerhedsmekanisme på brødmaskinen svigtede, siger han til den nordjyske avis.

Risikerer politianmeldelse
Bageriet fik efter ulykken en række påbud af Arbejdstilsynet. Blandt andet fik bageriet besked på at standse arbejdet med unge 13-15-årige, som beskæftiges eller kommer i nærheden af farlige maskiner.

Bageriet risikerer en politianmeldelse fra Arbejdstilsynet.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere