14-årig sigtet for drab på 10-årig i Australien

I Australien er en 14-årig blevet sigtet for drab, efter en tiårig blev fundet død med voldsomme sår

Politiet i New South Wales skal forsøge at opklare, hvorfor en 10-årig pige er død. Her ses de lokale betjente i en aktion fra det seneste døgn, hvor de indgår i forsøget på at stoppe corona-smitte i Australien. Foto: William West/Ritzau Scanpix

En tiårig pige er død på en gård i landlige Gunnedah i delstaten New South Wales omtrent 350 kilometer fra Australiens østkyst.

Politiet har anholdt en fire år ældre pige, som politiet betegner som en bekendt af den afdøde. Hun er sigtet for at have dræbt den tiårige.

Det skriver blandt andre The Guardian.

Den tiårige pige blev fundet med omfattende læsioner, på gården lidt uden for byen onsdag morgen lokal tid.

New South Wales Police oplyser, at hun afgik ved døden, selvom der blev forsøgt livreddende førstehjælp.

Lokale medier skriver, at de to piger var kusiner.

Den 14-årige vil blive fremstillet i retten i løbet af torsdag.

Se også: Beboere i virusramte Melbourne føler sig som indespærrede dyr