14-årige Susanna fundet voldtaget og dræbt: Nu er dommen faldet

Drabssag, der rystede Tyskland, har fundet sin afgørelse

14-årige Susanna blev fundet voldtaget og kvalt i maj sidste år. Nu er en mand dømt i sagen. PRIVATFOTO
14-årige Susanna blev fundet voldtaget og kvalt i maj sidste år. Nu er en mand dømt i sagen. PRIVATFOTO

22-årige Ali Bashar er onsdag blevet idømt livsvarigt fængsel for voldtægt og drab på den kun 14-årige Susanna Feldmann ved Mainz i Tyskland sidste år.

Det skriver Bild.

Dommeren lagde i domsafsigelsen vægt på grovheden i drabet, hvorfor en prøveløsladelse efter 15 år virker så godt som udelukket, skriver Bild.

Ifølge dommeren havde den 22-årige ikke udvist nogen form for anger eller skyldfølelse under hele retssagen. Hans to undskyldninger til pigens mor kunne ikke tages seriøst.

- Dine ord har sandsynligvis ikke nået nogen her i salen, lød det fra dommeren i forbindelse med domsafsigelsen.

22-årige Ali Bashar skjulte sig for kameraerne i forbindelse med retssagen. Foto: Boris Roessler/AFP/Ritzau Scanpix
22-årige Ali Bashar skjulte sig for kameraerne i forbindelse med retssagen. Foto: Boris Roessler/AFP/Ritzau Scanpix
 

Dræbt og efterladt
Drabet fandt sted natten til 23. maj sidste år i et skovområde nær Wiesbaden-Erbenheim nord for Mainz. Aftenen forinden havde pigen været sammen med nogle venner i Wiesbaden, men hun forsvandt, og siden blev et lig fundet uden for byen. En DNA-prøve slog senere fast, at der var tale om den unge pige.

De efterfølgende undersøgelser slog fast, at pigen først blev voldtaget og siden kvalt. Den nu dømte Ali Bashar havde gennem retssagen erkendt drab men nægtet voldtægt. Retten i Wiesbaden har dog altså slået fast, at han er skyldig i både voldtægt og drab.

Susannas mor har selv fulgt med på tilhørerpladserne under retssagen. Foto: Boris Roessler/AFP/Ritzau Scanpix
Susannas mor har selv fulgt med på tilhørerpladserne under retssagen. Foto: Boris Roessler/AFP/Ritzau Scanpix
 

Flygtede ud af landet
Drabet på den 14-årige Susanna antændte sidste år en voldsom debat i Tyskland, idet den nu dømte Ali Bashar var asylansøger fra Irak, og det fik påny kritikken af den tyske udlændingepolitik til at blusse op.

Desuden viste det sig siden, at Bashar allerede i 2016 havde fået afslag på asyl, og han var desuden mistænkt for flere andre forbrydelser, men han var altså alligevel på fri fod. Ali Bashar var angiveligt stadig i Tyskland, fordi familien havde klaget over afslaget på asyl.

Ali Bahar boede på et asylcenter, da drabet fandt sted, og den 14-årige Susanna, der var kendt for at flakke lidt omkring og pjække fra skole, havde tilsyneladende besøgt centeret, fordi hun kendte Ali Bashars bror. Ingen så hende dog igen efter besøget på centeret, men en 13-årig dreng fra centeret havde tippet politiet om, hvor liget af pigen befandt sig - sandsynligvis fordi gerningsmanden ikke kunne tie stille om sin udåd.

Efter drabet flygtede Ali Bashar 2. juni ud af Tyskland til det nordlige Irak, hvorefter han blev efterlyst af tysk politi. Det var lykkedes ham og familien at forlade Tyskland på falske papirer, hvilket også vakte stor opsigt og kritik.

Han blev siden anholdt 8. juni af kurdiske myndigheder og hentet til Tyskland, hvor han altså siden er blevet retsforfulgt.

Politiet udsendte dette billede i forbindelse med efterlysningen af drabsmanden. Foto: Tysk politi
Politiet udsendte dette billede i forbindelse med efterlysningen af drabsmanden. Foto: Tysk politi
 

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere