15-årig dreng angrebet af hyæne i nationalpark

Drengen lå angiveligt og sov i sit telt, da hyænen gik til angreb

Hyæner. Arkivfoto: AP
Hyæner. Arkivfoto: AP

En 15-årig dreng er søndag blevet angrebet af en hyæne i Kruger Nationalpark i Sydafrika.

Det bekræfter South African National Parks i en pressemeddelelse på Facebook.

Drengen var på camping-ferie med sin familie i området Crocodile Bridge og lå angiveligt og sov i et telt på campingpladsen, da hyænen angreb ham omkring klokken 04.30 lokal tid.

Han blev straks efter angrebet kørt til hospitalet Medi Clinic i Nelspruit efter at have modtaget førstehjælp af en sygeplejerske, der befandt sig i området.

Ansatte i nationalparken har efterfølgende ledt efter hyænen uden held med at finde den.

I stedet fandt de et hul under et hegn, som hyænen kan være kommet ind i området gennem.

- SANParks beklager hændelsen dybt og føler med familien. Vi vil holde offentligheden informeret om udviklingen i denne sag, fortæller William Mabasa, kommunikationschef hos South African National Parks ifølge en pressemeddelelse. 

Mere information om drengens tilstand er der ikke på nuværende tidspunkt.

Crocodile Bridge, hvor angrebet fandt sted, er ifølge SANParks hjemmeside beliggende i den syd-østlige del af Kruger Nationalpark.

Se også: Hvorfor har hunde og hyæner det samme gebis?

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere