15-årig tiltalt for voldtægtsforsøg: Kvinderne slog og sparkede sig fri

Greb kvinder bagfra og væltede dem omkuld, men han flygtede, da ofrene gjorde kraftig modstand

Ifølge tiltalen slog den dengang 15-årige dreng til seks steder i Lyngby, hvor han forsøgte at voldtage kvinder.
Ifølge tiltalen slog den dengang 15-årige dreng til seks steder i Lyngby, hvor han forsøgte at voldtage kvinder.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Gennem syv måneder stod en 15-årig dreng bag seks voldtægtsforsøg i Kongens Lyngby nord for København, mener anklagemyndigheden ved Nordsjællands politi.

Men hver gang slap ofrene ud af voldtægts-mandens brutale greb.

Han gav op og flygtede, da fem af de seks kvinder gjorde voldsom modstand ved at slå og sparke ham, og under det sjette overfald blev han jaget på flugt af et vidne.

I næste uge stilles drengen, der nu er fyldt 16 år, for retten i Lyngby, hvor anklagemyndigheden går efter at få ham idømt mere end fire års fængsel.

Drengen nægter sig skyldig i de seks voldtægtsforsøg, men erkender i et vist omfang, at han har begået vold mod nogle af kvinderne.

Han blev anholdt i november sidste år, få dage efter at han - ifølge tiltalen - begik to voldtægtsforsøg om aftenen den 31. oktober.

Mor genkendte ham
Drengen blev afsløret, da politiet valgte at offentliggøre et overvågningsfoto fra en tankstation, hvor han var blevet filmet mellem de to voldtægtsforsøg.

Otte personer, blandt dem drengens egen chokerede mor, genkendte ham på billedet, og Nordsjællands politi anholdt ham kort efter.

Han blev varetægtsfængslet dagen efter, kun sigtet for et enkelt voldtægtsforsøg, og han sidder stadig fængslet på en sikret ungdomsinstitution.

Politiets efterforskning viste imidlertid, at han kunne sættes i forbindelse med en hel stribe af anmeldte voldtægtsforsøg i Lyngby.

Drengen har været mentalundersøgt og er fundet egnet til en almindelig fængselsstraf. Anklagemyndigheden havde rejst sagen ved et nævningeting, fordi der under retssagen bliver nedlagt påstand om over fire års fængsel.

Men den nu 16-årige har benyttet sin ret til at fravælge nævningetinget, så sagen skal afgøres som en almindelig domsmandssag.

Flere af kvinderne har forklaret, at den unge overfaldsmand bar ørepropper i ørerne og hørte musik, da de blev overfaldet.

Her er de seks voldtægtsforsøg
Det første af de seks voldtægtsforsøg, der er rejst tiltale for, skete den 17. marts 2015 kl. 20.50 på et græsareal bag ved Lyngby Ret i Lyngby, hvor en ung kvinde blev forfulgt af gerningsmanden.

Han tog fat med sin arm om hendes hals bagfra, trak hende ned i græsset og befølte hende på låret og den ene balde. Men kvinden skreg højt og gjorde modstand, så manden gav op og løb fra stedet.

Den 21. april kl. 18.10 slog han, ifølge tiltalen, til ved Lyngby Sø, hvor han omfavnede en kvinde bagfra, væltede hende omkuld på stien, og lagde sig ovenpå hende.

Men offeret gav den unge mand en serie knytnæveslag og prikkkede ham i øjet, så han flygtede.

Den 26. juli kl. 20.40 forsøgte den nu 16-årige, ifølge tiltalen, en voldtægt på Lyacvej i Lyngby, hvor han holdt offeret om munden, trak hende bagover, så hun røg ned på ryggen, hvorefter han bøjede sig ind over hende og gav hende et knytnæveslag i ansigtet.

Men offeret gjorde kraftig modstand og sparkede voldtægtsmanden i maven, så han flygtede.

Den 3. oktober kl. 20.30 slog drengen, ifølge tiltalen, igen til - denne gang på Hollandsvej i Lyngby, hvor han lagde sin arm om kvindens hals bagfra og trak til, så hun faldt om på fliserne.

Han holdt hende stramt om halsen med sin arm og trak op i hendes trøje og befølte hende. Men i det samme kom et vidne tilfældigt forbi, så gerningsmanden skyndte sig at løbe.

Den 31. oktober 2015 slog drengen, ifølge anklageskriftet, til to gange med godt to timers mellemrum.

Kl. 19.20 blev en 20-årig kvinde overfaldet på en sti mellem Jernbanepladsen og Lyngby Hovedgade, hvor hun blev væltet omkuld og gerningsmanden satte sig overskrævs på hende.

Han pressede hendes hoved ned mod jorden, holdt hende for munden og tildelte hende et knytnæveslag i ansigtet, mens han flåede i hendes buksedragt omkring livet og forsøgte at få hænderne ind under hendes tøj.

Men igen gjorde kvinden modstand og råbte højt, så gerningsmanden valgte at løbe.

Klokken 21.50 slog drengen ifølge anklagemyndigheden til igen i tunnelen på Trongårdsvej i Lyngby, hvor han igen lagde armen om kvindens hals bagfra og væltede hende omkuld. Han satte sig overskrævs på hende og førte sin hånd ind under hendes bluse og forsøgte at pille hendes BH af.

Men også dette offer gjorde modstand og råbte op og rev og sparkede gerningsmanden, som igen valgte at tage benene på nakken.