159 dræbt Scandinavian Star-brand: Nu klager overlevende over politiet

Pårørende og overlevende fra Scandinavian Star-branden klager til politiklagemyndighed

Foto: Peter Dejong/AP
Foto: Peter Dejong/AP

Efterforskningen af branden på færgen Scandinavian Star for 28 år siden bliver nu en sag for Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP).

Det skriver Jysk Fynske Medier.

Det er Mike Axdal, der på vegne af 43 pårørende og overlevende fra skibsbranden klager over Københavns Politi og anklagemyndigheden.

Baggrunden er, at han på vegne af den samme personkreds ad to omgange - 11. maj og 24. maj i år - politianmeldte en række navngivne personer for medvirken til og planlægning af branden.

Far og bror døde
Siden da har anmelderne intet hørt og har heller ikke modtaget en kvittering for anmeldelserne.

- Jeg begriber simpelthen ikke, hvad der foregår. Det er snart et halvt år siden, vi indgav den første anmeldelse, hvor jeg ikke engang kunne få en kvittering for, at den var modtaget. Det er, som om nogen i systemet blokerer for denne sag. Nu vil jeg gerne vide, hvem det er. Og hvorfor, siger Mike Axdal til mediet.

Han mistede en far og en bror under branden, men slap selv ud af flammehavet.

Se også: 159 mennesker dræbt i mysteriet på Scandinavian Star: Nu er der helt nye oplysninger

159 ud af i alt 383 passagerer omkom ved branden på skibet natten til 7. april 1990.

Skibet var tidligere på aftenen stævnet ud fra Oslo og var på vej til Frederikshavn.

Brand påsat
Senere kom det frem, at sikkerhedsforholdene på skibet var under al kritik, og at branden på skibet var påsat. Men mordsagen er stadig uopklaret.

Blandt ofre og pårørende er der en teori om, at forsikringssvindel kan have været et motiv for at påsætte branden.

Men dette spor er ikke blevet tilstrækkeligt belyst af politiet, vurderes det.

Københavns Politi har over for Jysk Fynske Medier ikke ønsket at kommentere sagen.

Se også: Scandinavian Star-katastrofen bliver til tv-serie

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere