16-årig død af MDMA: Ung mand fængslet for at have forvoldt hans død

Ung mand er sigtet for at have forvoldt en 16-årigs død ved indtagelse af MDMA. Den unge mand nægter sig skyldig

Sådan virker MADMA - og derfor er det så farligt.

RETTEN I NYKØBING FALSTER (Ekstra Bladet): En 18-årig mand iklædt en mørkeblå overtræksdragt med hvid lynlås og sorte maosko er netop blevet fængslet frem til 21. november i et lukket grundlovsforhør. Han valgte ikke at kære kendelsen.

Dommeren begrundede fængslingen med, at sigtede har overdraget MDMA til afdøde, og at der som følge heraf er begrundet mistanke om at han er skyldig i de rejse sigtelser, og at der er risko for, at han på fri fod kan påvirke vidner, som endnu ikke er afhørt af politiet.

Han er sigtet for uagtsomt manddrab på en 16-årig dreng, der døde af en MDMA-overdosis i nat.

Den 18-årige, der havde kortklippet, mellemblondt hår, er sigtet for at have overdraget ikke under 1 gram MDMA til den 16-årige nu afdøde på en adresse på Kolonivej i Dianalund på et tidspunkt mellem klokken 21 og 23.59.

Ligeledes er han sigtet for under særligt skærpende omstændigheder uagtsomt at have forvoldt drengens død og for at have forvoldt nærliggende fare for drengens liv ved at overdrage ham en mængde MDMA velvidende, at det er et stærkt narkotikum.

Det fremgår af sigtelsen, at drengen blev dårlig og kort tid efter afgik ved døden som følge af indtagelse af MDMA.

Da den 18-årige kom ind i retten, så han sig om i lokalet og spurgte, hvor han skulle sidde, og da dommeren spurgte den 18-årige, om det kunne passe, at han blev anholdt klokken 03.53, svarede han, at det godt kunne passe, men at han ikke har haft sin telefon siden. Han svarede med klar stemme.

Nægter skyld
Han nægtede sig, via sin forsvarer, skyldig i sigtelserne.

På anklagerens begæring valgte dommeren at lukke dørene for retsmøde på trods af protester fra pressen.

Da sigtelsen blev læst højt, førte den 18-årige hånden op til håret og kiggede ned i bordet. Og under pressens protester kiggede han sig over skulderen for at høre med.

Anklageren begrundede begæringen om dørlukningen med, at efterforskningen er på sit helt indledende stadie, ligesom det ikke kan udelukkes, at der er medgerningsmænd på fri fod.

Ekstra Bladet er ved retten og afventer dommerens kendelse.

112 - 27. okt. 2018 - kl. 13:33 Narko-dødsfald: Politifolk jagter spor i provinsby

Fakta om MDMA

Mdma er ecstasy. Bogstaverne mdma er en forkortelse for den kemiske betegnelse 3,4-methylendioxy-N-methylamfetamin.

  • Stoffet kaldes også "Molly", "Emma", "Kix", "E", "Cloud 9" og "XTC".
     
  • Det er et kunstigt stof, som i 1898 blev fremstillet for at dæmpe appetitten. Stoffet blev først for alvor populært i Danmark i 1990'erne.
     
  • Det stimulerer hjernen og gør brugeren vågen og mere aktiv. Mange oplever, at mdma positivt påvirker sociale egenskaber, humør og evnen til at nyde musik.
     
  • Eksempelvis kan man blive mere kærlig over for både dem, man kender, og fremmede.
     
  • Rusen varer mellem halvanden og fem timer. Den indtræffer en halv til halvanden time efter indtagelse, alt efter hvor meget man har taget.
     
  • Mange oplever i dagene efter indtagelse af stoffet nedtrykthed, fordi hjernen producerer mindre af stoffet serotonin, der forbindes med lykke og tilfredshed.
     
  • Mdma hæmmer ens dømmekraft samt de dele af hjernen, som regulerer søvn, sult og tørst.
     
  • Ved overdosis kan man opleve ubehagelige synshallucinationer.
     
  • Stoffet kan hæve kropstemperaturen, få hjertet til at slå hurtigere og forstørre pupiller.
     
  • På grund af den højere kropstemperatur og et højere energiniveau er der en risiko for, at brugere dehydrerer eller får hedeslag.
     
  • Hedeslag er den primære dødsårsag efter indtagelse af ecstasy.
     
  • Mdma hører til blandt de mest udbredte ulovlige stoffer, der findes.
     
  • Det bliver ofte solgt i tabletform med symboler eller motiver på - eksempelvis med bogstavet "E" eller et dødningehoved.

Kilde: Ritzau

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere