16-årig dreng er i kritisk tilstand efter alvorlig ulykke

En bilist ramte natten til lørdag en 16-årig fodgænger, som er blevet indlagt med svære hovedtraumer

En ung mand fra Københavnsområdet er i kritisk tilstand, efter at han ved totiden natten til lørdag var involveret i en alvorlig færdselsulykke på Århusvej mellem Malling og Odder.

Det oplyser Østjyllands Politi.

- Der er tale om en alvorlig ulykke, hvor en bilist har ramt en fodgænger, fortæller vagtchef Jens Rønberg.

Fodgængeren er en 16-årig dreng, som er indlagt på Aarhus Universitetshospital med svære hovedtraumer.

- Han er ramt direkte i hovedet, og han er fortsat i kritisk tilstand, sagde vagtchefen klokken halv seks lørdag morgen.

Lørdag klokken sytten er meldingen fortsat, at hans tilstand er kritisk.

Først blev det oplyst, at der var tale om en 17-årig dreng, men senere har det vist sig, at han er 16 år.

De pårørende er underrettet.

Politiet kender endnu ikke årsagen til sammenstødet.

- Vi har været på stedet og talt med vidner, men vi er endnu ikke blevet klogere på, hvordan det helt præcist kunne ske, siger Jens Rønberg.

Bilisten, en 62-årig mand, var ikke påvirket af alkohol eller euforiserende stoffer, da ulykken fandt sted.

Ulykkesstedet var afspærret efter ulykken, men er siden blevet genåbnet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere