16-årig dreng sexkrænkede to kusiner: Slipper for fængsel

Dreng dømt for voldtægt af den ene kusine på 10, mens han sexkrænkede den anden på 9, men han slipper for at skulle afsone en fængselsstraf

Drengen blev dømt for blandt andet at have krænket sin ene kusine i et legehus. (Modelfoto: Thomas Sjørup)
Drengen blev dømt for blandt andet at have krænket sin ene kusine i et legehus. (Modelfoto: Thomas Sjørup)

En 16-årig dreng fra Stenlille er blevet idømt otte måneders betinget fængsel for voldtægt og seksuelle krænkelser af sine to kusiner på 9 og 10 år.

Det fortæller avisen Sjællandske.

Drengen er blevet dømt ved Retten i Næstved, men han skal ikke ind og afsone sin straf, hvis han ellers holder sig fra lignende kriminalitet og i øvrigt også tager imod det kommunale behandlingsforløb, som han er blevet dømt til at følge.

Drengen er siden krænkelserne, der skete i løbet af sommeren 2014, blevet 17 år, og han er blevet kendt skyldig i fem forhold, der alle handler om det samme. Et af overgrebene mod den 10-årige skete i et legehus i en baghave i Slagelse, hvor han er dømt for at have stukket sin hånd ned i pigens shorts og trusser, mens hun sad på hans skød.

Viste porno på sin mobil
På et andet tidspunkt lagde han sig i sin ni-årige kusines seng på en adresse i Fjenneslev. Her viste han pigen pornofilm på sin mobiltelefon, mens han befølte hende på hendes kønsdele uden på tøjet. Samme sted befølte han også den 10-årige inden for tøjet og fik hende til at røre ved sit lem, skriver Sjællandske.

I de to sidste forhold, som Sjællandske ikke beskriver nærmere, er han dømt for voldtægt af den 10-årige.

- Han fik otte måneders fængsel, der blev gjort betinget på vilkår af tilsyn med henblik på sexologisk behandling efter kommunens bestemmelser, indtil han fylder 18 år og Kriminalforsorgens, når han er fyldt 18, siger anklagerfuldmægtig ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Daniel Dokkedahl, til Sjællandske.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere