16-årig dreng stukket med kniv

Omkring klokken 21 lørdag aften blev en 16-årig dreng stukket i ballen med en kniv ved Nørreport Station

Politiet har endnu ikke fanget nogen gerningsmand. (Foto: Læserbillede)
Politiet har endnu ikke fanget nogen gerningsmand. (Foto: Læserbillede)

Ved du noget om sagen? Skriv en mail til 1224@eb.dk eller send en sms til 1224 (koster alm. takst)

En 16-årig dreng er lørdag klokken 21 stukket i ballen med en kniv ved Nørreport Station i København.

Det oplyser Københavns Politi over for Ekstra Bladet.

- Han har fået et knivstik i ballen, men er udenfor livsfare, siger vagtchef Henrik Svejstrup.

Drengen er uden for livsfare og kan sagtens tale. Han vil bare ikke snakke med politiet, lyder det fra efterforskningsleder Gunnar Nørager tidligt søndag morgen.

- Vi har forsøgt at afhøre ham, men det har været uden held. Han ønsker ikke at fortælle noget, siger efterforskningslederen til Ekstra Bladet.

Den 16-årige er blevet behandlet på Rigshospitalet.

Ingen gerningsmænd
Gunnar Nørager fortæller, at man vil fortsætte undersøgelserne søndag, for der er stadig ikke fundet nogle gerningsmænd.

- Er det banderelateret, siden drengen ikke vil sige noget?

- Det ved jeg absolut ikke. Så om det er banderelationer eller drengens humør, der gør, at han ikke vil snakke, det kan jeg ikke sige noget om, siger efterforskningslederen til Ekstra Bladet.

At den 16-årige er blevet stukket i ballen, behøver ikke være helt tilfældigt. Fænomenet er kendt i kriminelle kredse som en måde at hævne sig på, uden at man senere risikerer alvorlige strafferetslige konsekvenser. Stikket i ballen kan vise sig at sikre, at gerningsmanden formentlig undgår at blive sigtet for drabsforsøg, hvis han pågribes, fordi stikket er foretaget under bæltestedet.

Ifølge Gunnar Nørager har politiet sikret sig nogle forklaringer fra vidner, og der er også et foreløbigt signalement af gerningsmanden.

- Men det er noget, vi gerne lige vil holde lidt for os selv indtil videre. Vi skal have lov til at kigge på det først, siger Gunnar Nørager til Ekstra Bladet.

Politiet vil søndag sikre overvågningsbilleder fra området i håbet om at blive klogere den vej.

Der var kortvarigt spærret af omkring gerningsstedet ved Nørreport Station, men klokken 23.40 blev afspærringen fjernet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere