16-årig myrdet: Opklaring hænger i tynd tråd

Den 34-årige mand, der er sigtet for den brutale nedskydning af 16-årige Servet Abdija, kræves nu dømt i en tilståelsessag alene for at have videresolgt en pistol, der blev brugt til drabet

Politiet frigav i efteråret 2017 disse overvågningsbilleder af Servet og hans venner i håbet om at finde frem til vidner, der havde set eller hørt i timerne inden den 16-åriges død.

Politiet kaldte det et gennembrud, da de i august sidste år anholdt en 34-årig mand og sigtede ham for det uopklarede drab på 16-årige Servet Abdija 16. oktober 2017.

Skoledrengen blev skudt foran sit eget hjem i Ragnhildgade i København, da han kom hjem fra fodbold.

Men nu ser det ud til, at opklaringen af drabssagen hænger i en tynd tråd.

Anklagemyndigheden kræver nemlig den drabssigtede dømt alene for ulovlig våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder i en tilståelsessag, der kører i Københavns Byret 17. april.

Her er han sigtet for at have været i besiddelse af en skarpladt 9 mm pistol af mærket Zavodi Crvena Zastava på et offentligt tilgængeligt sted i Helsingborg-området i Sverige, som han 'på et tidspunkt op til den 16. oktober 2017 solgte til en ikke identificeret person, hvilket han modtog 20.000 svenske kroner for', fremgår det af retsmødebegæringen, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i.

Politiet har tidligere offentliggjort billeder af pistolen og en revolver, som gerningsmændene anvendte til drabet på Servet Abdija.

Politiet har tidligere offentliggjort billeder af disse to skydevåben, der blev brugt til drabet på Servet Abdija. Til venstre en amerikansk revolver af mærket Colt og til højre den halvautomatiske pistol af mærket Zastava, som den 34-årige mand tilstår at have solgt videre. Politifoto
Politiet har tidligere offentliggjort billeder af disse to skydevåben, der blev brugt til drabet på Servet Abdija. Til venstre en amerikansk revolver af mærket Colt og til højre den halvautomatiske pistol af mærket Zastava, som den 34-årige mand tilstår at have solgt videre. Politifoto
 

- De kriminal- og våbentekniske undersøgelser har med sikkerhed fastslået, at det er disse to våben, som gerningsmændene anvendte til drabet på Servet Abdija, men det har i forbindelse med efterforskningen desværre endnu ikke været muligt at konstatere, hvorfra våbnene stammer, sagde efterforskningslederen, politikommissær Hans Erik Raben, dengang.

Servet Abdija blev kun 16 år gammel. Han blev skudt ned foran sin bopæl i Ragnhildgade på Østerbro i København
Servet Abdija blev kun 16 år gammel. Han blev skudt ned foran sin bopæl i Ragnhildgade på Østerbro i København

Senioranklager Søren Harbo fra Københavns Politi oplyser, at de foreløbigt stadig opretholder drabssigtelsen mod den 34-årige.

- Det fremgår jo af retsmødebegæringen, at I mener, at han har solgt våbnet videre i tiden op til drabet. Er det ikke det samme som at sige, at I ikke mener, at han står bag drabet?

- Det er i hvert fald det samme som at sige, at vi på nuværende tidspunkt ikke kan bevise, at han står bag drabet. Det eneste, jeg kan sige, er, at drabssigtelsen er opretholdt.

Kan ikke komme videre
- Hvis I stadig mente, at der var en vis sandsynlighed for, at han kan tiltales for drabet, så havde I vel ventet med at køre våbendelen sammen med drabssagen?

- Ja, men vi er nået til et punkt, hvor vi ikke mener, at vi på nuværende tidspunkt kan komme videre i forhold til drabssigtelsen, siger senioranklageren, der ikke på nuværende tidspunkt kan sige, hvornår de vurderer, om der skal ske påtalefrafald i forhold til drabet.

- Det er jo en alvorlig sigtelse at have på sig. Derfor er det vel også fair, at I relativt hurtigt finder ud af det?

- Det er absolut fair, men det betyder ikke, at jeg kan give dig en tidshorisont.

- Så det bliver mine egne ord, hvis jeg skriver, at drabstiltalen hænger i en tynd tråd?

- Ja, det bliver dine ord. Men det er klart, at når vi vælger at sige, at vi på nuværende tidspunkt ikke kommer videre med drabssigtelsen for hans vedkommende, ligger der også deri, at vi i hvert fald ikke på nuværende tidspunkt regner med, at vi kan gå i retten med den del. Derimod bliver vi nødt til at tage stilling til, om vi vil opgive den sigtelse, eller om vi vil fastholde den, siger Søren Harbo og bekræfter, at der ikke er andre, der er sigtet for drabet.

Gerningsstedet for våbensagen er Helsingborg-området i Sverige, men grunden til, at sagen kører i Danmark er, at den er opklaret i Danmark, og at han opholdt sig i Danmark, da han blev sigtet for våbenbesiddelse.

- Alternativet var, at vi skulle bede svensk politi og den svenske anklagemyndighed om at overtage sagen, som de jo dybest set ikke kender. Og vi har muligheden for at retsforfølge ham her. Så derfor valgte vi at gøre det. I øvrigt efter aftale med hans forsvarer.

Det er Michael Juul Eriksen, der er forsvarer for den 34-årige.

- Politiet har spurgt om den kan fremmes som en tilståelsessag. Det mener jeg godt kan. Så det forsøger vi at få gjort. Så må politiet så gøre status på resten af sagen efter det, siger han.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere