16-årig sigtet for voldtægt af 14-årig pige

Drengen nægter sig skyldig

En 16-årig dreng fra Horsens er sigtet for at have voldtaget en 14-årig pige fra Horsens, skriver Horsens Folkeblad.

Den 16-årige nægter sig skyldig i sigtelsen.

Ifølge vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen skulle den påståede voldtægt være sket i en lejlighed i Horsens natten mellem fredag og lørdag i sidste uge.

- Sagen blev først anmeldt i mandags, oplyser Lars Peter Madsen til den lokale avis.

Politiet har efterfølgende efterforsket sagen og valgte onsdag aften at anholde den 16-årige dreng.

Ikke i grundlovsforhør
I første omgang var det planen, at drengen skulle fremstilles i grundlovsforhør. Men det blev senere ændret.

- I samarbejde med anklagemyndigheden har vi revurderet sagen. På grund af drengens unge alder, og fordi han ikke kan ødelægge efterforskningen, har vi valgt ikke at fremstille ham i Retten, siger Lars Peter Madsen til Horsens Folkeblad.

Den 16-årige er fortsat sigtet.

Han har under afhøringerne nægtet sig skyldig. Politiet skal i løbet af 60 dage beslutte, om drengen skal tiltales, eller om sigtelsen skal frafaldes.

 

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere