16 livløse køer er fundet på ubeboet ø

En person har fundet 16 døde køer på øen Dybsø i Karrebæksminde Bugt. Årsagen til dyrenes død er ukendt

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

En gruppe køer lå mistænkeligt stille på Dybsø, da en borger lørdag morgen rettede blikket mod den ubeboede ø i Karrebæksminde Bugt.

Han sejlede derfor over til øen og fandt 16 døde køer. Det fortæller vagtchef Bo Georg Petersen fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

Politiet blev tilkaldt klokken 9.30 og tog derefter ud til øen sammen med en dyrlæge og køernes ejer. Årsagen til dyrenes død er endnu ukendt.

- Det bliver nu undersøgt, om der er sket en overtrædelse af loven. Vi har oprettet en dyreværnssag, og så er det op til dyrlægen at undersøge, om der er tale om misrøgt, siger Bo Georg Petersen.

Vagtchefen kan ikke oplyse, hvornår ejeren sidst har tilset sine dyr, og hvor længe dyrene har været livløse.

Der er offentlig adgang til Dybsø, som er 1,34 kvadratkilometer stor. Øen er fredet og er en del af vildtreservatet Dybsø Fjord.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere