17-årig sigtet: Kastede molotov-cocktail ind til ti-årig i sag om vidnetrusler

Fire unge er anholdt i voldsom sag, hvor vidner er forsøgt truet til tavshed

Vestegnens Politi har i al stilhed fået hul på en grov sag om vidnetrusler.

I dag blev en 17-årig dreng fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup. I går blev en jævnaldrende fremstillet i samme sag, og dagen før - torsdag blev yderligere to fremstillet i sagen.

Yderligere en er anholdt og fængslet i januar. Alle de anholdte er 17-18 år gamle og har indvandrerbagrund.

Den 17-årige var iklædt beige bukser, sort trøje og sort dynevest. Det smalle ansigt var kranset af et kort fuldskæg og frisuren var en karakteristisk undercut, med kort i siderne og nakken, mens den fedtede top var strøget stramt tilbage.

Sigtelserne er ganske alvorlige, og konkret handler det om forsøg på brandstiftelse, hvor et vidne i en sag tilsyneladende skulle trues til at holde kæft.

Det var 10. december omkring kl. 22.15 i fjor på en adresse i udkanten af Hvidovre, at vinduerne indtil boligens køkken-alrum pludseligt blev smadret med sten.

Efterfølgende sejlede tre molotov-cocktails indeholdende benzin ind gennem de nu knuste ruder.

De tilstedeværende - to kvinder, en mand og et ti-årigt barn - kan takke forsynet for, at det ikke endte voldsomt. Til deres held gik brandbombernes væger ud inden, at benzinen blev antændt.

Ved dagens grundlovsforhør forklarede anklager, David Haahr, at episoden i følge politiets opfattelse handler om vidnetrusler.

Præcis i hvilken forbindelse, at vidnerne skulle trues til tavshed, blev ikke nævnt. Men Ekstra Bladets research viser, at det handler om et bankrøveri.

Foruden de fire, der allerede er anholdt i sagen, mener politiet, at der fortsat er medgerningsmænd på fri fod.

Og blandt andet af hensyn til dem, begærede anklageren dørlukning i sagen.

Under retsmødets åbne del kom det ikke frem, om sagen inkluderer yderligere trusler mod vidnerne.

Og på grund af de lukkede døre kendes den sigtedes eventuelle forklaring heller ikke.

Han nægter sig skyldig.

Men dommeren mente der var grundlag for fængsling, og derfor blev han varetægtsfængslet i foreløbigt fire uger.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere