17-årig skyldig i 15-årigs død efter salg af MDMA

En dreng idømmes ved Retten i Næstved seks måneders betinget fængsel for uagtsomt manddrab

En 17-årig dreng burde havde vidst, at der var nærliggende fare for 15-årige Adam Buks liv, da han i februar solgte den yngre dreng stoffet MDMA.

Retten i Næstved kender mandag således den 17-årige skyldig i uagtsomt manddrab. Han straffes med seks måneders betinget fængsel, og han skal udføre 120 timers samfundstjeneste.

Den 17-årige var tiltalt for 2. februar at have solgt et gram MDMA til to skoledrenge, hvor Buk knap to uger senere døde af sine kvæstelser.

Det kan være strafbart at give noget ulovligt eller farligt videre til andre, og der var tale om begge dele, da den 17-årige solgte et gram MDMA til de 15-årige, argumenterede specialanklager Skipper Pelle Falsled.

- Der følger et særligt ansvar, når man har med en farlig genstand at gøre. Så bør man advare modtageren. Her er det den tiltalte, der direkte overdrager stoffet til de 15-årige, uden et ord om hvad det er, eller hvordan de skal indtage det.

- Det er efter anklagemyndighedens opfattelse groft uagtsomt, sagde han inden domsafsigelsen.

Anklageren argumenterede for et års fængsel, hvoraf en del gøres betinget.

Selv fortalte den 17-årige i retten, at han efter salget til de to drenge havde bedt en ven om at sende en advarsel over Snapchat til dem om styrken. Beskeden blev dog ikke åbnet.

Forsvarer Eigil Strand ønskede frifindelse for uagtsomt manddrab til den 17-årige, men mente, at han kunne straffes for at have solgt MDMA.

Retten lagde især vægt på anklagerens påstand om, at den 17-årige burde have oplyst drengene om det stærke narkotika.

- Tiltalte havde fået at vide, at stoffet var renere end normalt, og at de to 15-årige gik i 9. klasse.

- Han burde påregne, at det kunne medføre fare for drengenes liv eller førlighed, sagde dommeren.

Den dømte dreng rystede og var meget påvirket, da dommen faldt, og han gik efterfølgende med sin forsvarer ud for at tale om udfaldet.

- Det er min klients opfattelse, at han har forsøgt at fortælle, at det kunne være et stærkt stof. Det er selvfølgelig også derfor, at han vil tænke over, hvad vi skal mene om skylden og straffen, siger forsvareren.

De har nu 14 dage til at beslutte, om de anker dommen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere