17 anholdt i politiaktion

I en koordineret aktion ledet af Grænsecenter Øresund under Københavns Politi blev der mandag anholdt 17 personer

I alt 17 personer i alderen 25 til 60 år er mandag blevet anholdt af Københavns Politi. Der er tale om ti mænd og syv kvinder.

Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.

Syv af de anholdte personer sigtes for smugling og salg af skunk, mens tre sigtes for produktion af skunk.

Ransagning på 26 adresser
Politiet slog til på 26 adresser i hele landet samt Sverige.

Udover anholdelserne har politiet beslaglagt skunkplanter svarende til cirka 102 kg hash, cirka syv kilo skunk, cirka 450 joints samt udstyr til skunkproduktion.

Derudover beslaglagde politiet en pistol, et haglgevær og valuta svarende til cirka en halv million danske kroner.

Samarbejde med Sverige
Det er Grænsecenter Øresund (GCØ), der hører til under Københavns Politi, der har efterforsket sagen.

Det betyder, at både det danske og svenske politi er involveret.

- Aktionen i dag forløb som planlagt, og jeg er godt tilfreds med, at vi nu har fjernet et kriminelt netværk, der har forsynet det svenske marked med dansk-produceret skunk, siger leder af GCØ politiinspektør Henrik Andersen.

Ti af de anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør tirsdag på Frederiksberg.