17 mænd anholdt med knive og slagvåben

Knive og slagvåben blev fundet, da politiet foretog en ransagning af tre biler. 17 mænd er anholdt

Stor politiaktion i Nordsjælland, hvor politiet har anholdt 17 personer. Video: Presse-fotos.dk

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Opdateret klokken 22.41: Ekstra Bladet har talt med Henriette Døssing, pressekoordinator ved Nordsjællands Politi.

17 mænd i alderen 19 til 23 år er blevet anholdt i Haldor Topsøe Park i Frederikssund.

Det skete fredag aften klokken 18.45, skriver Nordsjællands Politi i en pressemeddelse.

Politiet standsede tre biler, som de 17 mænd kom kørende i. Da politiet ransagede bilerne, fandt politiet flere knive og slagvåben, som mændene var i besiddelse af.

Politiet mener, at de 17 mænd er tilknyttet en kriminel gruppering. Hvilken gruppering ønsker politiet dog ikke at oplyse, skriver de i pressemeddelsen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Politiet var massivt til stede ved anholdelsen af de 17 mænd. Foto: Mathias Øgendahl
Politiet var massivt til stede ved anholdelsen af de 17 mænd. Foto: Mathias Øgendahl

Politiet kan på nuværende tidspunkt hverken be- eller afkræfte, om der er tale om en banderelateret hændelse.

De 17 mænd er fra forskellige steder på Sjælland, oplyser pressekoordinator ved Nordsjællands Politi Henriette Døssing, der ikke ønsker at sige, hvilke byer mændene kommer fra.

17 afhøringer
De 17 mænd er i skrivende stund ved at blive afhørt af Nordsjællands Politi, og politiet har igangsat en efterforskning af sagen.

- Ved I, hvor de 17 mænd var på vej hen i de tre biler?

- Det er for tidligt at sige noget om det. Vi har jo 17 mænd, så det kommer til at tage noget tid at afhøre dem, siger Henriette Døssing.

Fredag aften er det ikke slået fast endnu, om nogen af de anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør. Det bliver sandsynligvis først lørdag formiddag, at de ved det.

Henriette Døssing understreger, at anholdelserne ikke har nogen sammenhæng med Rungsted-drabet, det skete i samme politikreds for to uger siden.

Her blev en 20-årig, der ifølge politiet var relateret til den nu forbudte bande Loyal To Familia, skudt under et formodet opgør mellem to kriminelle netværk fra Nivå og Kokkedal.

Kampklædt politi
Et vidne, som kørte forbi Haldor Topsøe Park omkring klokken 19.45, fortæller til Ekstra Bladet, at politiet var massivt til stede.

- Der var nok 10 politivogne. Der var også en hundepatrulje og to mandskabsvogne. Der var mange kampklædte betjente, og de havde skudsikre veste på, fortæller vidnet, der ikke ønsker sit navn i medierne. Redaktionen er bekendt med hendes identitet.

- De havde spærret meget af. Politiet spærrede af med motorcykler, så man ikke kunne komme tæt på, siger hun.

Politiet skriver i pressemeddelelsen, at på grund af sagen karakter, har de ikke flere oplysninger i sagen.

Ekstra Bladet følger sagen ...

Skærm

Hent flere
Hent flere