18-årig dømt: Delte sexbillede på Facebook

En ung mand videregav et billede af bekendtes samleje på Facebook-chatten - det kostede 14 dages betinget fængsel

Pas på med hvad du lægger på Facebook - det kan koste dig dyrt. (Foto: Jens Dresling)
Pas på med hvad du lægger på Facebook - det kan koste dig dyrt. (Foto: Jens Dresling)

Ligger man inde med sexbilleder eller -videoer af andre end sig selv, er det en rigtig god idé at holde dem for sig selv.

Det har en 18-årig mand fra Nordsjælland måtte sande, efter han tidligere på ugen blev idømt 14 dages betinget fængsel for at have videregivet et billede af nogle bekendte, der havde sex.

Det oplyser Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Billedet, der stammer fra nytårsnat mellem 2014 og 2015, blev delt i en gruppechat på Facebook. Billedet viste to mennesker, som den 18-årige kort forinden havde haft seksuelt samkvem med - og da han forlod værelset, nappede han et billede med sin mobil uden de andres samtykke.

Overvejer anke
Det kom til at koste ham. Da han seks dage senere delte billedet, blev han nemlig politianmeldt af den ene person - og mandag faldt dommen så over den unge mand i Retten i Hillerød.

- Jeg er meget tilfreds med, at retten fandt den tiltalte skyldig og var enig i anklagemyndighedens vurdering af, at der var tale om videregivelse ved, at billedet blev lagt op i en chat på Facebook, siger anklagerfuldmægtig Anne-Mette Wedell Seerup, Nordsjællands Politi.

- Retten fandt, at billedet vedrørte private forhold, som kunne forlanges unddraget offentligheden og derfor ikke måtte deles i en gruppesamtale.

Den dømte mand tog sig betænkningstid i forhold til, om han vil anke sagen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere