18-årig idømt to et halvt års fængsel: Voldtog jomfru under fødselsdagsfest

En dobbelt 18 års fødselsdagsfest i efteråret endte dramatisk, da en 16-årig pige gik til politiet for at anmelde en to år ældre dreng for at have voldtaget hende

Foto: /ritzau/Tariq Mikkel Khan
Foto: /ritzau/Tariq Mikkel Khan

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

RETTEN I HILLERØD (Ekstra Bladet): En 18-årig handelsskoleelev fra Lyngby er torsdag ved Retten i Hillerød blevet idømt to et halvt års fængsel for voldtægft af en 16-årig pige under en dobbelt 18 års fødselsdags fest i Gørløse Forsamlingshus.

Halvandet år af straffen blev gjort betinget, og det betyder, at han kun skal afsone et års fængsel. Men drengen slap for at blive kørt i fængsel med det samme. Han kunne tage med sine forældre hjem efter dommen, som han valgte at anke.

Drengens mor var meget følelsesmæssigt berørt under hele retssagen. Hun udbrød 'det er løgn', da dommer Jette-Marie Sonne læste dommen op. Og hun uddybede efterfølgende sine frustrationer over for Ekstra Bladet.

- Jeg synes, det er tarveligt at ødelægge en ung mands liv på denne måde.

Ingen så noget
Det var en enig domsmandsret, som nåede frem til beslutningen. Inden da havde retten voteret i halvanden time.

Der var også noget at diskutere. For på den ene side stod drengen, som krævede frifindelse og hævdede, at det hele skete frivilligt. På den anden stod pigen, som bag lukkede døre forklarede, at hun blev tvunget til både vaginalt og analt samleje.

- Retten lægger vægt på forurettedes forklaring. Og at der var tale om hendes seksuelle debut. Desuden de smerter, som hun efterfølgende har fortalt, at hun har haft i underlivet. Og hele forløbet i øvrigt, sagde dommeren i sin begrundelse.

Ingen vidner så, hvad der skete, da pigen og drengen sammen gik ud fra festen til et busskur ti meter fra forsamlingshuset 21. oktober i fjor.

De kendte ikke hinanden, inden de mødtes til festen.

Den 18-årige, der i retten er ulasteligt klædt, nægtede sig skyldig. Han har kortvarigt været anholdt i et par dage, men har ikke på noget tidspunkt siddet varetægtsfængslet.

Mødtes på dansegulvet
På rettens tilhørerpladser var der mest opbakning til drengen. Begge drengens forældre og flere venner er til stede i retssalen. Mens drengen, der har en uplettet straffeattest, og som har en fortid som ungdoms-tennisspiller på højt plan, har brugt en lille time på at forklare sig, så har den forurettede pige fortalt om det skete bag lukkede døre. Pigens forklaring blev givet, mens drengen og tilhørerne af dommeren blev bedt om at forlade retslokalet.

Drengen fortalte i sin forklaring, at han ikke kendte pigen i forvejen. De to fik kontakt til hinanden på dansegulvet til festen. De dansede sammen ganske kort, og drengen fortalte også, at de begyndte at kysse.

- Jeg spørger, om hun vil med ud. Hun nikker. Vi leder efter et toilet. Men der kan vi ikke være. Så vi gik udenfor, lød det fra drengen, som har en bemærkelsesværdig dyb stemme, og som talte ganske sagte, men alligevel fattet i retten.

Pigen var ikke okay med det
Drengen fortalte videre, at de to gik hen til et skur ved forsamlingshuset. Her hjalp de hinanden med at tage tøjet af. Og de havde et samleje, som ikke kom til at tage særlig lang tid.

- Det var max 45 sekunder. Jeg kunne se på hendes kropssprog, at hun ikke lod til at være okay. Selv om jeg spurgte flere gange, om hun var okay, så svarede hun ikke, sagde drengen i retten.

Ingen vidner har tilsyneladende set, hvad der er sket. Men flere har efterfølgende været i kontakt med pigen, der reagerede umiddelbart ved at skrige op over for flere af de 100 gæster.

Vidnerne er indkaldt til at afgive forklaring.

Drengen selv fortæller, at han stod måbende tilbage, da pigen efter samlejet begyndte at råbe, at hun var blevet voldtaget.

- Det hele kørte på det tidspunkt rundt i hovedet på mig, sagde drengen.

Pigen var jomfru
Detaljer fra pigens forklaring er kommet frem i retten, hvor anklageren har dokumenteret, hvad hun forklarede til politiet, da hun dagen efter sammen med sine forældre valgte at anmelde drengen. Også pigens forklaring på Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet, hvor pigen blev undersøgt næsten 24 timer senere, er blevet læst op i retten.

Pigen hævder, at hun mod sin vilje blev tvunget til sex og efterfølgende blev efterladt ved en hæk. Drengen havde tvunget hendes tøj og trusser af, og han havde siden stukket både en finger op i hende, ligesom han også havde tvunget sig til både vaginalt og analt samleje med hende.

Pigen fortæller, at hun ikke tidligere har nogle seksuelle erfaringer.

Det er kommet frem i retten, at drengen skulle have lagt sin hånd på pigens hals under episoden. Han skulle også have bedt pigen om at 'tie stille'.

- Det var for at virke maskulin. Det er meget normalt i den yngre generation, sagde den 18-årige til anklager, forsvarer, dommer og de to domsmænd.

Pigen selv har på Rigshospitalet fortalt, at det kortvarigt sortnede for hendes øjne.

Rødme og rifter
Undersøgelsen på Rigshospitalet viste ingen punktformede blødninger, og lægerne har slået fast, at pigen ikke har været i livsfare. Der blev også fundet rifter og hudafskrabninger på pigens håndled og ryg, som godt kunne stamme fra den omtalte episode. Desuden blev der konstateret rifter og rødmen omkring pigens jomfruhinde.

En bistandsadvokat for pigen har i retten fortalt, at pigen er blevet henvist til psykolog, og at hun har været i et udredningsforløb på hospitalet. Som konsekvens af sagen kan hun ikke længere gå i skole og er stoppet på gymnasiet. Hun har også været sygemeldt fra sit fritidsjob i en periode og har i det hele taget været meget påvirket.

Pigen blev tildelt 60.000 kroner i tortgodtgørelse.

Slap for varetægtsfængsel
Anklageren havde kort før domsafsigelsen ringet efter to betjente, som ankom til retssagen med det samme. Meningen var, at hun ville begære drengen varetægtsfængslet på stedet i tilfælde af, at retten fandt ham skyldig. Men anklageren undlod at gøre det.

- Havde straffen været på halvandet års ubetinget fængsel og et års betinget, så havde jeg krævet varetægtsfængsling indtil endelig dom. Men grænsen går ved halvandet år, sagde hun til Ekstra Bladet.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere