18-årig slået ned efter bytur: Overfaldet bagfra

Drengen nåede ikke at se overfaldsmændene, som angreb ham bagfra. Politiet eftersøger vidner i sagen

En 18-årig dreng fik en brækket kæbe og flere løse tænder, da han tilsyneladende blev umotiveret slået ned efter en bytur natten til lørdag i Frederiksværk i Nordsjælland.

- Han blev slået ned i nat, og han er blevet undersøgt på skadestuen, og så er han taget hjem for at sove.

- Han bliver kontaktet af politiet en af de nærmeste dage, siger vagtchef ved Nordsjællands Politi David Borchersen.

Selvom drengen kom hurtigt hjem igen, så nåede han alligevel at fortæller politiet lidt om, hvad der var sket.

- Han er blevet kortvarigt afhørt.

- Han er blevet overfaldet af nogen, som han ikke har set, og som han ikke ved, hvem er, siger vagtchefen.

Politiet eftersøger nu vidner i sagen, som de ser med alvor på.

- Folk glemmer ret hurtigt, så hvis den kommer ud hurtigst muligt, så kan det være, at der er nogen, som tænker, 'der var jeg da i nærheden,' eller 'jeg har set et eller andet,' siger David Borchersen.

Overfaldet fandt sted kort efter klokken to natten til lørdag i krydset mellem Nørregade, Nyhusgade og skovbakkevej i Frederiksværk.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere