18-årig studerende myrdet i brutalt røveri

En kvindelige studerende fra Barnard i New York er fundet død i en park, efter at være blevet stukket utallige gange med kniv

Tessa Majors var netop startet på universitetet. Foto: Tessa Majors/Instagram/NBC
Tessa Majors var netop startet på universitetet. Foto: Tessa Majors/Instagram/NBC

En tragedie har ramt college-miljøet i New York efter den kun 18-årige Tessa Majors er blevet fundet myrdet i Morningside Park.

Den unge kvinde var førsteårsstuderende på Barnard College. Hun blev fundet onsdag aften af en sikkerhedsvagt, der var ved indgangen til parken.

Det skriver NBC New York.

Ifølge politiet var der adskillige knivstik i kvindens ansigt og krop.

En kilde fra politiet har udtalt, at vidner så en gruppe mennesker flygte fra stedet, hvor liget blev fundet.

En meddelelse til andre elever på skolen viser, at man mistænker en mand, der muligvis bar en grøn jakke og maske.

Skolen har også udtalt, at Tessa Majors kun lige var begyndt på sit livs rejse, og at hendes familie var på vej til byen.

Den unge studerende var medlem af et band, og hun havde netop spillet sin første koncert i oktober.

'Det her er en utænkelig tragedie, og det har rystet os i vores inderste', udtalte rektoren Sian Leah Beilock i et brev og understregede, at alle elever kunne få krisehjælp, hvis det skulle være nødvendigt.

Der er endnu ikke foretaget anholdelser i sagen, men politiet mener, at der umiddelbart er tale om et væbnet røveri, der er endt på mest tragisk vis.