18-årig tiltalt: Katteejer fuppet for 5000 kroner

Else Kristensen siger, at hun blev udsat for afpresning, da hun efterlyste sin savnede kat

Else Kristensen og sønnen Daniel faldt i klørerne på en pengeafpresser, da de efterlyste katten Gizmo på internettet. (Foto: Anders Brohus)
Else Kristensen og sønnen Daniel faldt i klørerne på en pengeafpresser, da de efterlyste katten Gizmo på internettet. (Foto: Anders Brohus)

En 18-årig mand er tiltalt for medvirken til bedrageri mod Else Kristensen fra Vadum, der efterlyste sin savnede kat med dusør på internettet.

Else Kristensen var blevet lovet oplysninger om, hvor hendes kat befandt sig, og overførte derfor en dusør på 5000 kroner til en konto i Nordea.

Men det var et fupnummer, som alene havde til formål, at snyde den nordjyske kvinde for penge, mener anklager Peter Østergaard fra Nordsjællands Politi.

Ifølge anklageskriftet stillede den 18-årige sin bankkonto til rådighed for en uidentificeret person, der var hovedmand i bedrageriet.

- Han siger, at han blev tilbudt 500 kroner, hvis de måtte bruge hans konto til at få overført de 5000 kroner. Det sagde han ja til. Han har været meget naiv, siger anklager Peter Østergaard, der kræver den 18-årige idømt en bøde.

Især sønnen Daniel, der er autist, savner sin terapi-kat. (Foto: Anders Brohus)
Især sønnen Daniel, der er autist, savner sin terapi-kat. (Foto: Anders Brohus)
 

Se også: 'Betal 5000 kroner eller din kat dør'

Sagen begyndte i sommeren 2014, hvor Else Kristensens kat, fireårige Gizmo, forsvandt fra hjemmet i Vadum i Nordjylland.

Da Else Kristensen efterlyste katten på internettet, fik hun et opkald fra en mand, der sagde, at han vidste, hvor katten befandt sig.

- Han sagde, at Gizmo ville dø, hvis jeg ikke indbetalte 5000 kroner inden for to timer. Han sagde, at den ville dø af sygdom, hvis den ikke kom hjem, fortæller hun.

Indbetalte pengene
Else Kristensen valgte at indbetale pengene på den oplyste konto, men hun modtog aldrig den lovede tekst-besked med informationer om, hvor hun kunne finde sin kat.

Hun meldte derfor sagen til politiet, og da konto-oplysningerne førte direkte til den 18-årige mand i Farum, blev sagen overdraget til Nordsjællands Politi. Sagen kommer for retten i Lyngby 23. juni.

Ekstra Bladet har været i kontakt med moren til den tiltalte, der var mindreårig på gerningstidspunktet. Hun oplyser, at familien ikke ønsker at udtale sig om, hvordan sønnen forholder sig til anklagerne.

- Vi har ingen kommentar til sagen overhovedet, siger hun.

Sønnens terapi-kat
Else Kristensen er tilfreds med, at sagen er endt i retten.

- Jeg er glad for, at der er en konsekvens. Ret skal være ret. For han har ramt nogle mennesker, der er sårbare, siger Else Kristensen og peger på, at Gizmo var terapi-kat for hendes 28-årige søn, Daniel, der er autist.

- Daniel har været meget ulykkelig. Han har savnet Gizmo, der havde stor betydning for, at han havde fået det bedre. De sov sammen hver nat, siger Else Kristensen, der ikke har opgivet at få katten hjem.

- En clairvoyant, som jeg har hyret, har sporet Gizmo til et naturområde bare en kilometer herfra, så jeg håber, at vi snart finder ham, lyder det fortrøstningsfuldt fra Else Kristensen.

Else Kristensen har ikke opgivet håbet om at se den savnede kat igen. (Foto: Anders Brohus)
Else Kristensen har ikke opgivet håbet om at se den savnede kat igen. (Foto: Anders Brohus)

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere