18-årige nægter dødsvold: Johnny blev tævet ihjel for 1000 kroner

Tre punge med omkring 1000 kroner blev udbyttet for to gerningsmænd, som tævede en 65-årig taxachauffør ihjel. To 18-årige tiltalt i sagen, som er startet i dag

Taxachauffør Johnny Henriksen, 65, blev dræbt under et røveri. (Privatfoto)
Taxachauffør Johnny Henriksen, 65, blev dræbt under et røveri. (Privatfoto)

RETTEN PÅ FREDERIKSBERG (Ekstra Bladet): En 65-årig taxachauffør blev i oktober sidste år dræbt for småpenge. Således var udbyttet for to røvere og voldsmænd sølle 1000 kroner, som var fordelt i taxachauffør Johnny Henriksens tre punge.

I dag er sagen mod to 18-årige mænd, som anklagemyndigheden mener er gerningsmændene, starter i Retten på Frederiksberg.

De to unge mænd nægter sig begge skyldige i vold med døden til følge, men den ene, M, erkender medvirken til røveri. Han har også erkendt, at han foretog det opkald til TaxiNord, hvor taxaen blev bestilt til Herbergsvej i Brønshøj. Opkaldet blev afspillet i retten torsdag.

Politifolk arbejder på gerningsstedet, hvor den 65-årige Johnny Henriksen blev overfaldet så voldsomt, at han mistede livet. (Foto: Kenneth Meyer) 112 - 4. okt. 2015 - kl. 23:23 Teenagere tiltalt: Tævede 65-årig taxachauffør ihjel

På opkaldet kan man høre, at den 18-årige angiver et forkert navn og beder om en stor vogn til Herbergsvej, fordi han og den kammerat, han er sammen med, skal hente en flok på Frederiksberg på vej ind mod byen. Da der ikke er nogen stor vogn ledig, beder han i stedet om en lille - og to gange i løbet af samtalen formaner han, at taxaen skal have cykelstativ.

Netop sidstnævnte information om cykelstativet kan blive central i sagen. Ifølge de oplysninger, der tidligere er kommet frem i sagen, var det nemlig netop, da Johnny Henriksen var i færd med at finde stativet frem fra bagagerummet, at han blev overfaldet.

Se også: Mindet af venner og kolleger: Johnny blev tæsket ihjel

Se også: Familie til dræbt taxa-chauffør vil samle penge ind til voldsofre

Han fik så voldsomme slag og spark i hovedet, at han omkring et døgn senere døde af sine kvæstelser på Rigshospitalet.

Udover det voldsomme overfald, der kostede Johnny Henriksen livet, er de to 18-årige tiltalt for fem andre forhold. Den ene, M, er tiltalt for et andet røveri, som han ligeledes nægter - til gengæld erkender han to gange at have været i besiddelse af euforiserende stoffer under sit fængselsophold.

Den anden, L, er også tiltalt for et andet røveri, som han erkender. Han nægter til gengæld det tredje forhold mod ham - forsøg på tyveri på en adresse i Brønshøj.

De risikerer begge en lang fængselsstraf, hvis de kendes skyldige i dødsvold mod den 65-årige taxachauffør. Derudover risikerer L at blive udvist af Danmark.

Ekstra Bladet følger sagen...