18.500 tyskere evakueret efter bombefund

Myndigheder evakuerede 18.500 tyskere, da en 500 kilo tung bombe fra Anden Verdenskrig skulle uskadeliggøres

Bomben fra Anden Verdenskrig blev fundet på en byggeplads. Foto: Uwe Anspach / dpa / AFP
Bomben fra Anden Verdenskrig blev fundet på en byggeplads. Foto: Uwe Anspach / dpa / AFP

En ueksploderet bombe på et halvt ton, som var gravet frem i Ludwigshafen i det vestlige Tyskland, er søndag blevet desarmeret af tyske bombeeksperter.

Bomben, der blev fundet af et hold byggearbejdere tidligere på ugen, menes at være kastet over området af amerikanske styrker under Anden Verdenskrig.

18.500 beboere, som bor inden for en kilometers afstand af den store bombe, var af sikkerhedsgrunde bragt ud af området.

Det tog eksperterne lidt over en time at sørge for, at bomben ikke kunne forårsage skade.

- Gode nyheder: bomben er desarmeret! Borgerne kan vende tilbage til deres hjem, skrev bystyret i Ludwigshafen på Twitter, da operationen var vel overstået.

Mere end 70 år efter, at Anden Verdenskrig sluttede, dukker der stadig ind imellem store bomber op, som ikke eksploderede, da de allierede styrker kastede dem ned over Nazi-Tyskland.

Som regel bliver bomberne fundet i forbindelse med byggearbejde.

Borgere er søgt til offentlige bygninger, hvor de venter på at kunne komme hjem igen. Foto: Uwe Anspach / dpa / AFP
Borgere er søgt til offentlige bygninger, hvor de venter på at kunne komme hjem igen. Foto: Uwe Anspach / dpa / AFP
 

Sidste år foretog Tyskland den hidtil største evakuering, da der blev fundet en bombe på 1,8 ton i Frankfurt. Her blev omkring 60.000 indbyggere evakueret.

Denne sommer har de ueksploderede bomber, som ligger strøet over det meste af Tyskland, udgjort et stort problem for det tyske brandvæsen.

Den usædvanlige varme har udløst flere skovbrande, der igen har forårsaget mindre eksplosioner på grund af de bomber, som mange steder ligger begravet under jorden.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere