19-årig død efter frontalt sammenstød

En 19-årig mand er død, efter at to biler er stødt frontalt sammen på trafikeret vej mellem Tarm og Varde

En 19-årig mand er død efter en alvorlig trafikulykke på Vardevej syd for Lyne i Vestjylland.

Manden kørte frontalt sammen med en anden bilist, hvis tilstand endnu er kritisk, oplyser vagtchef Allan Riis, Midt- og Vestjyllands Politi.

Den nu afdøde mand var længe i meget kritisk tilstand, men han er nu død af sine kvæstelser.

Mandens pårørende er underrettet, oplyser politiet.

Ulykken skete klokken 16.15, da to biler stødte frontalt sammen på den stærkt befærdede vej, der forbinder Tarm og Varde.

Der er tale om et sammenstød mellem to mandlige bilister. Ingen af bilisterne havde andre passagerer i bilen.

Trak over i modsatte vejbane
Ifølge politiet har vidner berettet, at manden der førte bilen i sydgående retning pludselig trak over i modsatte vejbane.

- og så ramte han frontalt den bil, der kom kørende fra syd mod nord, siger vagtchef Allan Riis.

Det vides endnu ikke, hvorfor bilisten trak over i den forkerte vejbane.

Undersøgelserne på stedet er endnu ikke færdige, og det vides ikke endnu, om det var den nu afdøde mand, der skiftede vejbane.

Der var ikke andre biler impliceret i ulykken.

Vej spærret
Politi og redningsberedskab arbejder på stedet, og Vardevej er spærret, så bilister på strækningen må finde andre veje.

- Vi forventer, at vejen er blokeret i en lille time endnu, siger Allan Riis til Ekstra Bladet klokken 18.10.

Ekstra Bladet opdaterer, så snart der er nyt om de forulykkedes tilstande.