19-årig dømt: Filmede nøgne kvinder på toilettet

Den 19-årige brugte sin mobiltelefon til at optage kvinderne mens de blandt andet klædte om og badede

En nu 19-årig mand fra Haderslev er blevet dømt for at filme ni forskellige piger og kvinder mens de var på toilettet.

Manden er blevet idømt 30 dages betinget fængsel og samfundstjeneste, skriver jv.dk.

Sagerne ligger to år tilbage, da den unge mand var 17 år.

Den unge mand har været underlagt en mentalundersøgelse, som fastslår, at han ikke var sindssyg i gerningsøjeblikket. Han er derimod retarderet.

Kvinderne blev filmet mens de gik på toilettet, klædte om og gik i bad. Den nu dømte mand havde skjult sin mobiltelefon på toilettet.

Jeg kedede mig
Hændelserne fandt sted både på den institution, hvor han var anbragt og i moderens hjem.

- Jeg kunne ikke lide at bo på institutionen. Jeg kedede mig, forklarede den 19-årige i retten.

Ifølge jv.dk blev fængselsdommen gjort betinget med det vilkår, at den 19-årige skal udføre 40 timers samfundstjeneste. Han skal samtidig være under tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden på et år.

Den 19-årige modtog dommen, selv om han kun erkendte sig delvist skyldig i tiltalen.