19-årig dræbt i soloulykke

En ung mand har mistet livet i en soloulykke uden for Viborg

Foto: Alarm112Midtjylland.dk
Foto: Alarm112Midtjylland.dk

En kun 19-årig mand har tirsdag eftermiddag mistet livet i en soloulykke.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til Ekstra Bladet.

- Han mister herredømmet over bilen, og så kommer han ud i rabatten i højre side, og da han så forsøger at få herredømmet over bilen igen, mister han herredømmet og kører tværs over vejen og ind i et træ, siger Henrik Nielsen, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, til Ekstra Bladet.

Den 19-årige mand, der er fra Kjellerup, blev dræbt på stedet. Ulykken skete kort før klokken 17 på den lille vej Bisballevej syd for Viborg.

Vejen har siden ulykken været spærret for trafik, og en bilinspektør skal nu undersøge ulykkesstedet nærmere for at fastslå årsagen til, at den unge mand mistede herredømmet over bilen.

De pårørende til den dræbte er underrettet, oplyser politiet.