19-årig kvinde påstod sig massevoldtaget: Nu er hun selv dømt

En 19-årig kvinde fra Skælskør er ved Retten i Næstved blevet idømt 20 dages betinget fængsel for at have fundet på en historie om, at tre-fire mænd har udsat hende for massevoldtægt

En 19-årig kvinde fra Skælskør er ved Retten i Næstved tirsdag blevet dømt for falsk anmeldelse af en massevoldtægt, der aldrig fandt sted. (Foto: Per Rasmussen)
En 19-årig kvinde fra Skælskør er ved Retten i Næstved tirsdag blevet dømt for falsk anmeldelse af en massevoldtægt, der aldrig fandt sted. (Foto: Per Rasmussen)

En ung mand har i flere måneder gennemlevet et sandt mareridt, efter at han uskyldigt er blevet udpeget som bagmand i en ubehagelig sag om massevoldtægt af en 19-årig kvinde fra Skælskør.

Nu er der sat endelig punktum i sagen ved Retten i Næstved, hvor kvinden er blevet idømt 20 dages betinget fængsel for at have foretaget en falsk anmeldelse.

Manden er dermed fuldstændig renset for mistanke.

Den uventede drejning kom ifølge anklager ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Iben Grønbæk, da politiet ikke kunne få hændelsesforløbet ud fra kvindens forklaring til at hænge sammen.

I stedet sigtede politiet hende for at afgive falsk anmeldelse.

Kvinden har siden tilstået, at det var helt forkert, hvad hun sagde, da hun 13. februar 2015 klokken 3.20 om natten ringede til politiet.

Mand blev sigtet for massevoldtægt
Her fortalte hun, at tre til fire mænd havde voldtaget hende. Og efterforskningen gjorde senere, at en mand blev sigtet for at have medvirket til massevoldtægten.

Det viste sig, at kvinden havde haft sex med manden. Men hun erkendte i retten i Næstved tirsdag, at hun helt frivilligt gik med til at have samleje.

De 20 dages fængsel er helt efter retsbogen, siger Iben Grønbæk.

- Jeg tog udgangspunkt i en sag fra Højesteret, som viste, at en sådan anmeldelse skal koste 20 dages fængsel, siger Iben Grønbæk til Ekstra Bladet.

Straffen blev af dommeren helt undtagelsesvist gjort betinget. Dels fordi kvinden ikke tidligere var straffet, og dels fordi hun kom med en uforbeholden tilståelse.

Den betingede straf gjorde også, at kvinden valgte at modtage dommen på stedet.

Se også: 21-årig kvinde dømt: Anmeldte voldtægt som aldrig fandt sted

Anden sag på få dage
Det er anden gang på få dage, at en ung kvinde er blevet dømt for at have anmeldt en voldtægt, som aldrig har fundet sted.

I fredags blev en 21-årig kvinde dømt for falsk anmeldelse ved Retten i Lyngby.

Hun hævdede sig udsat for et seksuelt overgreb 16. maj i et grønt område tæt ved Lyngby Storcenter. Her påstod kvinden, at en ukendt gerningsmand havde opsøgt hende og havde lagt hende ned i græsset, hvor han havde taget hendes bukser og gamacher af hende. Her skulle han ifølge kvindens forklaring have trukket en tampon ud af hende. Herefter havde manden tilsyneladende fået kolde fødder og var stukket af.

Den 21-årige blev idømt 10 dages betinget fængsel i den sag, og modsat den 19-årige i Næstved hævder hun stadig, at hun blev udsat for forsøg på voldtægt. Hun overvejer for tiden at anke dommen til landsretten med krav om frifindelse fra påstanden om at have afgivet falsk anmeldelse.