19-årig kvinde tiltalt i sag om vanvidskørsel - ingen husker noget

Torsdag sad den 19-årige kvinde, der er tiltalt for uagtsomt manddrab og grov legemsbeskadigelse på anklagebænken i Københavns byret. Ingen af vidnerne lader til at huske noget fra den grusomme aften

I sekunderne inden ulykken kørte den mørke Mercedes om kap med en hvid Mercedes, fortalte et vidne i retten. Foto: Kenneth Meyer
I sekunderne inden ulykken kørte den mørke Mercedes om kap med en hvid Mercedes, fortalte et vidne i retten. Foto: Kenneth Meyer

KØBENHAVNS BYRET: (Ekstra Bladet): Det lod til, at ingen af vidnerne rigtigt kunne fremkalde, hvad der skete den tidlige morgen i København, da en ung mand på 22 år blev dræbt i en forfærdelig ulykke.

En 19-årig kvinde er tiltalt for uagtsomt manddrab og grov legemsbeskadigelse under vanvidskørslen i København.

Den grå Citroén kørte frem for grønt og blev torpederet af en mørk Mercedes, der kørte over for rødt lys. Foto: Kenneth Meyer. 112 - 11. maj. 2017 - kl. 05:45 Tiltale: 19-årig kvinde dræbte uskyldig under vanvittig kapkørsel

Retssagen, der løber over næsten tre dage, skal fastlægge om, hvorvidt den 19-årige kvinde var fører af den sorte Mercedes, der i januar dræbte en 22-årig uskyldig passager i en Uber-bil og forvoldte voldsom skade på chaufføren.

Efter et længere kapløb gennem Københavns gader med en hvid Mercedes, bragede den sorte Mercedes, som anklagemyndigheden mener kvinden sad bag rattet i, over for rødt og torpederede her den hvide Uber-bil, en Citroën C3 med de to personer i. 

Torsdag eftermiddag blev en række vidner afhørt i retten. Men alle havde de store huller i hukommelsen.

Flere af vidnerne berettede enten, at de ikke kendte chaufføren, som kørte ulykkesbilen, den sorte Mercedes. Eller også ikke kunne huske, hvem det var, der var sad bag rattet.

En af dem, der sad i bilen, sagde i retten:

- Jeg var så stiv. Jeg kan ikke huske noget som helst.

Men selvom han ikke engang huskede, hvor i bilen han selv sad, erindrede han dog - sagde han i retten - at han mente at kunne huske at have hørt pigestemmer fra bagsædet.

Den tiltalte 19-årige pige har tidligere selv sagt i retten, at hun ikke kørte bilen, men sad på bagsædet med sin veninde.

Også den tiltaltes veninde vidnede i sagen i dag.

Anklageren spurgte: - Hvem var chaufføren af bilen?

- Jeg kender ham ikke, svarede hun. 

Se også: 19-årig kvinde tiltalt for vanvidskørsel: Brød sammen i gråd i retten

Forbindelse til LTF-miljøet
Til gengæld svigtede hukommelsen ikke, da en politimand blev ført som vidne i sagen.

Han har kendskab til det københavnske natteliv og bandemiljø. Han fortalte i retten, at flere af de involverede i sagen har forbindelse til banden LTF (Loyal To Familia).

- Jeg er ret sikker på, at tiltalte var kæreste med en LTF'er. Jeg har set dem sammen flere gange, sagde politimanden i retten med adresse til den 19-årige kvinde.

Bemærkningen om LTF-kæresten fik kvindens forsvarer til at protestere. Advokaten mener ikke, at de to var kærester.

Under alle omstændigheder var den omtalte LTF'er en af de unge i ulykkesbilen, der havde hukommelsestab om ulykken.

Modstridende forklaringer
Politi-vidnet forklarede , at han dagen efter ulykken havde taget en snak med et LTF-medlem på et af de diskoteker i København, hvor banden ofte holder til. Her snakkede de ifølge ham om ulykken.

- Han sagde, at det var (tiltaltes navn, red.), som førte bilen, da uheldet skete, forklarede politimanden.

Men da bandemedlemmet selv skulle vidne i retten, havde han en anden forklaring om samtalen med politimanden.

- Vi talte bare sammen, om hvordan det gik, hvad jeg lavede og sådan noget, sagde vidnet.

Dommen falder senere i maj.