19-årigt voldtægtsoffer genkender manden fra bussen

Politiet mangler afgørende tip om navnet på formodet voldtægtsmand

Voldtægten fandt sted i en gangtunnel under Blegdamsvej lige ved Helgensgade og Rigshospitalet i København. (Foto fra Google Maps)
Voldtægten fandt sted i en gangtunnel under Blegdamsvej lige ved Helgensgade og Rigshospitalet i København. (Foto fra Google Maps)

Video / fotos er fjernet

Politiet har fået fire henvendelser på efterlysningen af en formodet voldtægtsforbryder fra bus linje 3A i København, der steg af bussen sammen med en 19-årig kvinde og tvang hende ned i en gangtunnel på Blegdamsvej ved Helgesensgade og voldtog hende.

En af henvendelserne går på en konkret person, og tippet undersøges nu nærmere.

Politiet står dog ikke umiddelbart foran et gennembrud i sagen, og efterlyser derfor nye vidner, der kan afsløre identiteten på manden fra bussen.

Han blev videofilmet af bussens overvågningskamera, da han stod på bussen på Enghavevej og igen, da han stod af bussen sammen med den 19-årige på Blegdamsvej.

Genkendte ham fra videoen
Den 19-årige kvinde har med sikkerhed genkendt den efterlyste som den mand, der udsatte hende for en grov voldtægt i gangtunnellen ved busstoppestedet på Blegdamsvej.

- Efter at vi fandt frem til videoen, har vi afhørt den 19-årige igen, og hun genkender manden på videoen som gerningsmanden, siger politikommissær Hans Erik Raben, afdelingen for personfarlig kriminalitet.

- Han var ret grov, og der er objektive skader på forurettede, som bestyrker hendes forklaring, siger Hans Erik Raben.

Se også: TV: Her stiger formodet voldtægtsmand på bussen: Kender du ham?

Voldtægten skete søndag den 7. juli cirka klokken 5.45, og den 19-årige anmeldte voldtægten cirka en time senere.

Den efterlyste mand steg først på bus 3A på Enghavevej ud for nummer 5 og her stod den 19-årig også på. De sad ved siden af hinanden på vej til Blegdamsvej, hvor manden sagde noget i retning af: - Nu skal vi af, hvorefter de begge stod af bussen.

Gik med kvindens grå tørklæde
Undervejs havde den efterlyste på ukendt måde fået fat i den 19-åriges grå tørklæde, som han havde om halsen, da han står af bussen. På overvågningen kan politiet se, at kvinden rækker armen ud efter ham - angiveligt for at få sit tørklæde tilbage.

Den 19-årige har ikke kunnet give en forklaring på, hvordan han fik fat i tørklædet.

Politiet vil ikke oplyse nærmere om, hvad der skete i gangtunnellen. - Det skal vi tale med gerningsmanden om først, siger Hans Erik Raben. Politiet ønsker heller ikke at oplyse, om der er fundet dna-spor, som i givet fald kan fælde voldtægtsmanden.

Manden fra bussen beskrives som hvid, dansk af udseende, 180-190 cm. høj, almindelig af bygning med mellemblond hår, som er skrabet tilbage i en lille hestehale.

Han har lige næse og talte 'københavnsk'. Han var iført en sort jakke med knapper i højre side og en rød/lilla, muligvis ternet skjorte. Han bar hvid/sorte sko/sneakers med sort bund og hvide såler.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere