2-årig pige var forsvundet: Fundet i god behold

Fyns Politi efterlyste en to-årig pige, men meddelte hurtigt, at hun var fundet i god behold

Opdatering klokken 20:59: Fyns Politi oplyser, at pigen er fundet i god behold.

--------------

En to-årig pige efterlyses, efter at hun er gået fra en adresse i det nordøstlige Assens på Fyn.

Det oplyser Fyns Politi, der samtidig opfordrer til at køre forsigtigt, hvis man er trafikant i området.

Oplysningerne om pigen er sparsomme, men politiet fortæller, at hun er lyshåret. Pigen har været væk i cirka en halv time, fortæller vagtchef ved Fyns Politi, Henrik Krøjgaard.

- Vi har sendt efterlysningen ud lige så snart, vi havde snakket med moderen til pigen. Jo flere, vi kan få ud at lede efter hende, jo bedre, siger Henrik Krøjgaard.

Han understreger, at politiet efterlyser straks, fordi der er tale om en to-årig.

- Det er møgfarligt for en to-årig at være alene i trafikken, og det er derfor, vi er ekstra hurtigt ude, siger han.