20-årig fængslet: Mistænkt for voldsomt knivstikkeri

Offeret blev stukket adskillige gange i det brutale overfald, der af politiet betegnes som et personligt opgør

I flere uger lykkedes det en 20-årig dansk-tyrkisk mand fra Københavns Vestegn at skjule sig for politiet i sag om knivstikker i Ishøj.

Fredag klappede fælden, da politiet endelig kunne stille den 20-årige for en dommer, der valgte at varetægtsfængsle den unge mand i fire uger.

Den 20-årige er mistænkt for at stå bag et særdeles groft knivstikkeri mod en 19-årig mand på Gildbrostien i Ishøj 15. juni i år.

Her blev offeret ramt af flere knivstik i et ifølge politiet internt opgør mellem de to.

- Vi er ret sikre på, at de kender hinanden på en eller anden måde. Det er et eller andet internt. Så det er ikke sådan et tilfældigheds-overfald, lød det fra politikommissær Danny Ottevanger fra Københavns Vestegns Politi i forbindelse med overfaldet.

I ugerne efter søgte politiet aktivt efter den 20-årige mistænkte, men da eftersøgningen ikke bar frugt valgte politiet i slut juli at efterlyse den 20-årige med navn og billede i pressen.

Først fredag morgen -en måned senere - kunne politiet slå til og anholde den 20-årige på en adresse i Ishøj. Det skete ifølge politiet på baggrund af efterforskning i sagen.

Den 20-årige blev fremstillet i grundlovsforhør fredag eftermiddag og varetægtsfængslet frem til 25. september.

Det vides ikke, hvordan han forholder sig til sigtelsen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere