20-årig fundet med kniv og saks ud af ryggen: Nu er han død

En 20-årig mand fra Skagen er død af de kvæstelser, han har pådraget sig efter et narkoopgør i mandens lejlighed

Video: René Schütze

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Fire mænd i alderen 19 til 41 år har netop haft besøg af politibetjente, som har fortalt dem, at de nu ikke længere er sigtet for drabsforsøg, men drab, i sagen, hvor en 20-årig mand mandag aften blev fundet stærkt blødende i sin lejlighed på Skagavej i Skagen.

Det fortæller efterforskningsleder ved Nordjyllands Politi, Frank Olsen, til Ekstra Bladet.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger blev manden fundet med en kniv og en saks, der stak ud af mandens ryg. Manden havde fået læsterlige klø. Angiveligt på grund af et opgør om narko. Ud over snit- og stiklæsionerne havde den 20-årige pådraget sig tre kraniebrud og brud på nogle af sine ansigtsknogler. Han blev indlagt til behandling på traumecentret på Aalborg Sygehus, hvor det imidlertid senere viste sig, at hans liv ikke stod til at redde.

- Vi har fået melding om, at manden er afgået ved døden onsdag aften, siger Frank Olsen til Ekstra Bladet.

Mandens pårørende er blevet underrettet.

Se også: 20-årigt knivoffer fik tre kraniebrud under voldsomt narkoopgør

Havde abstinenser i retten
Allerede hurtigt efter fundet af den voldsomt tilskadekomne mand blev fire personer i alderen 19 til 41 år anholdt. De blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Hjørring i løbet af tirsdagen. Her blev de sigtet for drabsforsøg. Dommeren valgte at fængsle de tre af dem i fire uger. Den 19-årige fik opretholdt sin fængsling i tre gange 24 timer, men kunne således forvente at blive løsladt igen fredag.

- Vi er ved at vurdere, om vi skal fremstille ham i grundlovsforhør på ny i lyset af den ændrede sigtelse, siger Frank Olsen til Ekstra Bladet.

Alle fire anholdte nægtede sig i retten skyldige i drabsforsøg, og grundlovsforhøret blev i øvrigt indledt med en grotesk palaver om piller og abstinenser.

Den ældste af de anholdte rystede voldsomt og bad en politimand om at få sine piller.

- Jeg skal have fire, og det skal være nu, råbte han.

- Rolig nu, der er styr på pillerne, sagde hans forsvarer, mens dommer Dorte Pedersen bad den anholdte om at dæmpe sig.

- Jamen, jeg har abstinenser ad helvede til, fnysede den 41-årige, der dog tog imod et glas vand fra sin forsvarer.

Narkoopgør
Anklager Thomas Klingenberg fortalte i retten, at der er tale om et formodet narkoopgør.

Også en 25-årig mand er blevet afhørt til sagen, men er blevet løsladt efter endt afhøring.

Ifølge Frank Olsen ændrer nyheden om den 20-åriges død ikke ved efterforskningen.

- Vi kører stadig på højtryk med efterforskningen i en i øvrigt ganske tragisk sag, siger Frank Olsen til Ekstra Bladet.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere