20-årig tiltales for drab og dødsbrand

Den mandlige beboer blev dræbt, mens hans samlever døde af kulilteforgiftning, da gerningsmanden stak ild til huset

Politiet efterforskede i begyndelsen det, de kaldte 'en mistænkelig brand'. Nu er en tysker sigtet for drab. Video: Local Eyes

Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi har rejst tiltale om drab og dødsbrand mod en 20-årig tysk statsborger.

Det oplyser politikredsen i en pressemeddelse.

Den 20-årige blev anholdt i maj sidste år, efter at brandvæsnet fandt to døde personer i et brændende hus i turistbyen Blåvand.

Obduktionen viste efterfølgende, at husets beboer - den 61-årige Cai Lennart Henriksen - blev dræbt inden branden, mens hans samlever, 85-årige Else Nielsen, døde som følge af kulilteforgiftning i forbindelse med branden.

Den 20-årige er derfor tiltalt for at have dræbt den 61-årige mand med stump vold.

Derudover er han tiltalt for usømmelig omgang med liget samt tiltalt for kvalificeret brandstiftelse, der førte til, at den 85-årige kvinde afgik ved døden, og at der skete omfattende skader på villaen i Bytoften i Blåvand.

Han nægter sig skyldig.

Sagen mod den unge tysker er berammet ved Retten i Esbjerg som nævningesag fra 28. april og kommer ifølge anklagemyndigheden til at strække sig over seks retsdage.