20 minutters biljagt: Påkørte politibil og blev fældet af sømmåtte

Alle fire dæk punkterede - men manden fortsatte flugten på en mark

Det gik hårdt for sig, da politiet tidligt tirsdag morgen forsøgte at anholde en 43-årig formodet spritbilist.

I omkring 20 minutter forfulgte betjente fra Fyns Politi den 43-årige mand i en noget action-præget politijagt.

Under politijagten påkørte manden blandt andet en af politiets hundevogne.

Eftersættelsen begyndte ifølge vagtchef Thomas Bentsen, Fyns Politi, ved tre-tiden på Svendborgvej. Betjentene signalerede til manden, at han skulle stoppe, hvilket han også gjorde.

- Da betjentene nærmede sig bilen, gassede han op og kørte fra dem. På et tidspunkt kørte manden ind i hundevognen, og en patruljevogn forsøgte også at stoppe ham ved at køre ind i hans bil, fortæller vagtchefen til Ekstra Bladet.

Alle dæk punkteret
Til sidst lykkedes det dog politiet at få lagt en sømmåtte ud.

- Måtten punkterede alle fire dæk, men manden fortsatte kørslen ud over en mark. Det gik dog så langsomt at betjentene, der var til fods, kunne indhente bilen. De måtte smadre sideruden for at få fat i bilnøglen, fortæller vagtchefen.

Den 43-årige mand blev anholdt på stedet og var fortsat tirsdag morgen tilbageholdt af politiet.

Mange sigtelser
- Vi har fundet nogle forskellige ting i bilen, som vi skal have undersøgt nærmere. Vi skal også have klarlagt, hvem der ejer bilen, oplyser Thomas Bentsen.

Manden er allerede sigtet for spritkørsel. En række sigtelser færdselsforseelser og andre sigtelser er også på vej.

Vagtchefen oplyser, at han ikke må fortælle, om den sigtede er en gammel kending af ordensmagten.

 

Skærm

Hent flere
Hent flere