21-årig dømt for drabsforsøg mod kusines kommende mand

Politiet efterforskede ære som et muligt motiv bag drabsforsøg. Men kunne ikke underbygge teorien

Retten på Frederiksberg har idømt en 21-årig mand fængsel i seks et halvt år i forbindelse med en skudepisode på hjørnet af Blankavej og Beatevej i Valby tilbage i december 2015.

Den dømte, Balan Aziz, valgte efter fredagens dom at anke til Østre Landsret. Han vil frifindes.

En dengang 31-årig mand blev ramt i låret og i maven, da den 21-årige affyrede en Smith & Wesson-revolver fem til seks gange på åben gade.

Politiet har tidligere oplyst, at motivet muligvis kunne være æresrelateret, da den 31-årige stod foran at skulle giftes med den 21-åriges kusine.

- Det har været et tema i efterforskningen som et muligt motiv. Men det er ikke noget, som efterforskningen har kunnet underbygge, fortæller anklager Anders Larsson.

To mænd, som stod nær den 31-årige, var ifølge rettens dom i fare på grund af de skud, som Balan Aziz affyrede. Aziz er derfor også dømt for straffelovens paragraf om at udsætte andre for fare.

Derudover er Aziz dømt for ulovlig våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere