21-årig fængslet: Kastede romerlys mod betjent

En fodboldfan er fængslet, efter at han ifølge anklagemyndigheden deltog i planlagt slagsmål før fodboldkamp

Det gik over gevind, da tilhængere af FCM og Esbjerg varmede op til kamp. Foto: Bo Amstrup
Det gik over gevind, da tilhængere af FCM og Esbjerg varmede op til kamp. Foto: Bo Amstrup

En 21-årig fodboldfan er søndag i et grundlovsforhør ved Retten i Herning blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Det skriver anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.

Han er blandt andet sigtet for vold mod tjenestemand, efter at han kastede to romerlys mod politiet forud for kampen mellem FC Midtjylland og Esbjerg fB lørdag eftermiddag.

Det ene romerlys ramte en betjent i ryggen. Betjenten kom dog ikke til skade.

Se også: Ballade før Superligakamp: Anholdt for at kaste romerlys mod betjent

Episoden fandt sted i Vestergade i Herning klokken 10.50. Her var tilhængere af FC Midtjylland, Esbjerg fB og en tysk venskabsklub - Wolfsburg - samlet, og politiet var talstærkt til stede.

- Der er også andre, der har kastet med romerlys og flasker. Men dem har vi ikke kunnet udpege, fortalte vagtchef Bjarne Askholm lørdag.

Ifølge TV MidtVest er den 21-årige desuden sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven, maskeringsforbud og for grov forstyrrelse af offentlig orden, fordi han deltog i et aftalt slagsmål.

Han erkendte hændelsesforløbet, men sagde i grundlovsforhøret, at det ikke var meningen at ramme betjenten, oplyser tv-stationen.

Ifølge anklagemyndigheden kærede han da heller ikke varetægtsfængslingen til Vestre Landsret.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere