21-årig stukket ned: Jagtede mand med golfkølle

Den 21-årige blev ramt af tre knivstik efter vild jagt med golfkølle på gade

Et skænderi mellem to mænd fra misbrugsmiljøet i Strib på Fyn udviklede sig fredag aften til knivstik.

Ifølge fyens.dk modtog politiet kort før klokken 22.45 en melding om de to mænd, der var i voldsom diskussion på åben gade.

Sammenstødet udviklede sig kort efter til, at den ene - en 21-årig mand - fattede en golfkølle og gav sig til at forfølge sin rival - en 48-årig mand, der ligeledes kommer fra lokal området.

Under flugten trak den 48-årige en lommekniv, som han efterfølgende stak den 21-årige med.

Ifølge politiet blev den unge mand stukket en gang i maven og to gange i ryggen. Han blev efterfølgende kørt på sygehuset og er uden for livsfare.

Den 48-årige mand blev anholdt på stedet og er nu sigtet for kvalificeret vold, oplyser politiet.

Den anholdte skal lørdag formiddag afhøres, inden anklagemyndigheden skal tage stilling til, om han skal varetægtsfængsles eller ej.

- Hvorvidt den 21-årige indledningsvis har gjort sig skyldig i voldsforhold, skal vi have afdækket efterfølgende, lyder det fra vagtchef, Thomas Bentsen til avisen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere