21-årige fængslet: Hjemløs tæsket og smidt i sø

To mænd er sigtet og varetægtsfængslet for at tæske hjemløs og smide ham i søen

Den hjemløse mand blev smidt i vandet her ved Fredensbro i København. (Foto: Google Streetview)
Den hjemløse mand blev smidt i vandet her ved Fredensbro i København. (Foto: Google Streetview)

Tidligt lørdag morgen blev en polsk, hjemløs mand overfaldet af to unge mænd. Den hjemløse bad om en cigaret, og mændene svarede ved at tæske ham og smide ham i det iskolde vand i Sortedams Sø i det centrale København.

Sådan lyder sigtelsen mod to 21-årige mænd, der lørdag aften blev fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret.

Begge mænd mødte op i retten og nægtede sig skyldig, men ønskede ellers ikke at udtale sig. De er begge blevet sigtet for grov vold, og dommeren valgte at varetægtsfængsle dem i 18 dage.

Fastholdt og sparket i søen
Politiet blev klokken 04.55 lørdag morgen ringet op af et kvindeligt vidne, som havde set to mænd slå den hjemløse adskillige gange.

- Den ene sparkede, imens den anden fastholdt den hjemløse, så han ikke kunne rejse sig. Det var tydeligt, at de ville gøre offeret ondt, fortalte hun til politet.

Den hjemløse blev efterfølgende sparket i det iskolde vand ved Fredensbro. Ifølge den hjemløses egen forklaring var han lettere beruset og havde en meget tung rygsæk på. Han var tre meter under vandet og havde svært ved at svømme ind til kanten.

Vidne hjalp ham op
Den hjemløse blev hjulpet op af vandet af et andet vidne, og han var efterfølgende stærkt nedkølet og chokeret. Han havde rifter i ansigtet og hudafskrabninger og hævelser på store dele af kroppen. Han blev derfor indlagt på Bispebjerg hospital.

- Hvis man bliver smidt i vandet på denne årstid, vil det kolde vand nedkøle kroppen så meget, at man risikerer at drukne, lød det i en vidneforklaring fra en læge fra Bispebjerg hospital, som anklageren læste op i retten.

Se også: Bad om en cigaret: Smed hjemløs i søen

Den hjemløse kender ikke til årsagen til overfaldet, men under politiets afhøring fortalte han, at det nok var, fordi han er hjemløs og bad om en cigaret.

Kort tid efter episoden, klokken 05.05, anholdt politiet de to 21-årige mænd, som vidnerne identificerede som gerningsmændene. De blev anholdt nær Øster Søgade, hvor overfaldet fandt sted.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere