22-årig kvinde brager i grøft med tårnhøj promille

En ung kvinde havde onsdag aften fået en tår over tørsten, da hun kørte galt med en promille på 2,3

En 22-årig nordjysk kvinde havde onsdag aften fået så hatten passede, da hun satte sig ind i sin bil og kort efter klokken 23.30 kørte galt ved Sindal.

Det skriver Nordjyske.

Kvinden kom kørende ad Glimtholtsvej nær Sindal, da hun ikke længere kunne holde bilen på vejen og havnede i grøften.

- Det viste sig, at kvinden havde en promille på 2,3, siger vagtchef Poul Badsberg fra Nordjyllands Politi til Nordjyske.

Ved ulykken slap spritbilisten med små knubs, mens bilen var værre tilredt.

Den 22-årige nordjyske kvinde kan se frem til en klækkelig bøde samt en frakendelse af kørekortet.

Vanvittige promiller
Det er langt fra første gang, at politiet inden for de seneste dage har taget bilister med voldsomme promiller.

Sidste torsdag blev en 55-årig kvinde fra Skjern taget med en promille på hele 3,69, da hun blev stoppet i sin bil ved Stauning mellem Ringkøbing og Skjern.

Den 55-årige kvinde nægtede hårdnakket, at hun var alkohol påvirket, men en blodprøve afslørede den tårnhøje promille

Den kvindelige 55-årige vanvidsbillist fra Skjern blev taget dagen efter, at Syd- og Sønderjyllands stoppede en mandlig bilist med en promille, der var endnu højere.

- Promillen viste 3,75, da han pustede i alkometeret. Et kvarter efter fik han lov at puste igen, og der var promillen ikke gået ned. Det er fuldstændig vanvittigt, sagde vagtchef Erik Lindholdt til Ekstra Bladet i den forbindelse.

- Det er helt vildt, at han overhovedet kunne starte sit køretøj. Vi har stoppet folk med en promille på omkring tre, men jeg erindrer ikke, at vi har stoppet nogen med så høj promille, sagde han.