22-årig stud.jur. ville være Danmarks første seriemorder

Hård fængselsdom venter ung nordjyde, der havde skrevet dødsliste på 17 personer

Overfaldet, som muligvis førte til anholdelsen af en spirende seriemorder, skete på anden sal på kollegiet i Stormgade i Aalborg. Foto: René Schütze
Overfaldet, som muligvis førte til anholdelsen af en spirende seriemorder, skete på anden sal på kollegiet i Stormgade i Aalborg. Foto: René Schütze

Hvis et nævningeting i Aalborg om to uger dømmer 'skyldig' i en sag om drabsforsøg og forsøg på grov voldtægt mod en 22-årig mandlig jurastuderende fra byen, risikerer den hidtil ustraffede nordjyde en hård fængselsdom.

Anklager Dorthe Lysgaard lagde oprindeligt op til forvaring, men det krav er ændret til en lang fængselsdom - måske op mod livstid.

- Det er en ganske usædvanlig sag med et usædvanligt indhold, siger hun.

Spirende seriemorder
Efter politiets opfattelse var det en spirende seriemorder, der blev anholdt 2. januar i år efter et brutalt overfald på en 24-årig kvinde på et kollegium i Stormgade i Aalborg. Et overfald, han har tilstået.

Ordet seriemorder var mandens eget. Det stod i et håndskrevet manifest, der blev fundet i hans hjem, med ordene: 'Jeg vil være Danmarks første seriemorder'.

Efter en grundig mentalundersøgelse, som har været forelagt Retslægerådet, anses den 22-årige for at være så farlig, at han er bevogtet af en halv snes politifolk til hvert retsmøde.

22-årige AR boede to etager over den unge kvinde. Han medbragte økse, skruetrækker, tre ruller pakketape, elektrikerstrips og en elefanthue, da han ved 17.20-tiden 2. januar bankede på hendes dør.

Kvinden åbnede døren, men blev straks slået ned og slæbt ind i soveværelset, hvor han forsøgte at kvæle hende. Hun var i overhængende livsfare.

Den muskuløse AR bandt hendes tommelfingre med et par strips. I et ubevogtet øjeblik, hvor han var på badeværelset, lykkedes det dog kvinden at undslippe og få en nabo til at slå alarm.

Fandt dødsliste
Under en ransagning hos den 22-årige fandt politiet redskaber til både drab og partering. Tingene lå sammen med et seks siders sirligt skrevet notat, der udførligt beskrev hans ønsker om at gøre personer fortræd.

Her omtalte han også sin brutale personlighed og store lyst til at slå mange personer ihjel.

- Det var bare en fiktiv historie til mig selv, har den 22-årige dog forklaret i retten.

På en anden liste med 17 navngivne nordjyder fandtes blandt andre Nordjyllands Politis direktør, Anne Marie Roum Svendsen, og flere familiemedlemmer. Nederst på listen stod det første overfaldsoffers navn.

Efterfølgende har politiets it-eksperter på hans pc og to mobiltelefoner lokaliseret store mængder brutal dødsporno og autentiske videoer med henrettelser og halshugninger.

- Jeg kan lide at se mennesker dø. Men egentlig opfatter jeg videoerne på samme måde som gyserfilm, sagde han i retten.

Pc fuld af dødsporno
En it-tekniker forklarede i dag i retten, at der flere end 730 gange var søgt på ord som 'seriemorder', halshugning' og 'voldtægt'. Søgningerne tog til i dagene op til nytår og toppede samtidig med, at han 30. december købte økse, strips og skruetrækker i Silvan.

Det rå overfald skete på fireårsdagen for hans storebrors død.

Sagen fortsætter i næste uge. Hvis retten siger skyldig, vil strafkravet blandt andet bero på den retspsykiatriske mentalundersøgelse.

Se også: Massiv bevogtning af 22-årig i sag om drabsforsøg på 17 personer  

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere