22 års fængsel til 'De Hvide bude'

Fire leverede kokain til døren i København. En femte er tidligere dømt, så den samlede straf er nu over 22 års fængsel

Kunderne ringede efter kokain som var det en varm pizza. (Foto: Ekstra Bladet)
Kunderne ringede efter kokain som var det en varm pizza. (Foto: Ekstra Bladet)

Kunderne sendte en sms til et telefonnummer og bestilte kokain, som derefter blev leveret lige til døren, som var det en varm pizza.

Men kokain-banden blev afsløret af politiet i 'Operation Snehvide', og i dag er fire af de fem hovedmænd i 'De Hvide Bude' blevet idømt tilsammen 17 år og syv måneders fængsel ved Københavns Byret.

I januar faldt en dom på fem års fængsel i komplekset, hvor den samlede straf til fem dømte således løber op i 22 år og syv måneders fængsel.

Tre af de fire tiltalte blev i dag fundet skyldige i at have kørt som kurerer i forskellige perioder og medvirket til salg af henholdsvis 364 gram, 1015 gram og 1554 gram kokain.

Det kostede de tre 'hvide bude' to et halvt års fængsel, fire års fængsel og fire år og ni måneders fængsel.

Den fjerde dømte havde en overordnet rolle i organisationen, og han fik seks års fængsel for at have medvirket til salg af ikke under to kilo kokain.

Han blev dømt for at stå bag 2857 handler med kokain.

Den 6. januar i år fik en femte gerningsmand under en tilståelsessag fem års fængsel i det samme sagskompleks.

Kunderne får bøder
Kunderne hos 'De Hvide Bude' går heller ikke fri. Politiet har sendt bødekrav til cirka 100 kunder, som har købt kokain mellem fem og 80 gange, oplyser sagens anklager Helene Chjeffer Boje. Cirka 90 af de store bøder er allerede betalt. Hvis bøderne ikke betales, ender kunderne også i retten.

De dømte var tiltalt for i forskellige perioder fra den 7. juli 2014 til den 3. december 2014 delvist i forening og efter fælles aftale, herunder sammen med den tidligere dømte, på adskillige forskellige adresser blandt andet i Københavnsområdet, i talrige tilfælde, til et større antal personer og mod et betydeligt vederlag, at have overdraget større mængder kokain.

De tiltalte blev stort set fundet skyldige efter anklageskriftet. Manden, der blev anset som hovedmand af retten, ankede til frifindelse. Manden, der fik fire år og ni måneders fængsel, ankede også til frifindelse i det omfang, han ikke havde tilstået.

De to andre dømte tog betænkningstid.

Sagen er kørt over cirka 20 retsdage i Københavns Byret.

Kurér-bil blev aflyttet
Retten lagde ved strafudmålingen navnlig vægt på den mængde kokain, som den enkelte tiltalte var fundet skyldig i, og at der var tale om organiseret kriminalitet.

Hos de tiltalte blev konfiskeret beløb mellem 45.000 kr. og 285.700 kr. som skønnet udbytte.

Kunderne sendte en sms til 'kundetelefonen' med en adresse, hvorefter der kom en kvittering som 'ok' eller 'vi kommer'. Den person som passede 'kundetelefonen', ringede derefter til en kørende kurér, som ringede til kunden og aftalte handlen.

Men der blev ikke på politiets aflytninger talt direkte om, hvor meget kokain, der skulle leveres.

Retten har lagt til grund, at der var 0,7 gram kokain i hver pose, der blev leveret. 'De Hvide Bude' havde altid grønne og røde poser med, der var hver sin kvalitet af kokain.

En grøn pose kostede 500 kr. Det var den dårligste kokain, mens en rød pose kostede 700 kr. og var den bedste kvalitet.

Under retssagen har der blandt andet været afspillet rumaflytninger fra en af kurer-bilerne.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere