22 grader: Disse steder skal du undgå

Politiet i alle kredse har udvalgt nogle hotspots, hvor de er ekstra opmærksomme - ikke mindst når temperaturen kysser de 22 grader torsdag

Allerede for en måneds tid siden var Islands Brygge sort af mennesker, og politiet havde fat i flere for at dele skideballer ud. Video: Jacob Crawfurd/Byrd

Op til 22 grader i morgen, hvor store dele af befolkningen holder fri. Det lugter af generel trængsel i de grønne parker, et lille glas på fortovscaféerne og fluepapir på strandene.

Men i disse coronatider betyder det også, at politiet er ekstra til stede for at sikre, at folk holder afstand.

I Østjyllands Politi har de i forvejen øget beredskabet med ekstra patruljer på gaden for at føre tilsyn både udenfor og i butikker og restaurationer, og de vil også være meget synlige i gadebilledet i Kristi himmelfarts-dagene.

- Det er klart, at vores betjente i højere grad vil være til stede på strande og i parker, når der er sol og varme, siger politiinspektør Gert Bisgaard fra Østjyllands Politi.

Her har politiet sat advarselsskilte op syv forskellige steder, hvor de er særligt opmærksomme og klar til hurtigt at lave et opholdsforbud, hvis der samles for mange mennesker.

- Men vi kører rundt i hele politikredsen for at tjekke strande, parker og pladser. Så en opfordring herfra: Kommer du til en strand eller park, hvor der er mange mennesker, så tag et andet sted hen. Der er masser af grønne arealer i Østjylland, siger politiinspektøren.

Her kan du se, hvilke hotspots der er i de enkelte politikredse.

Disse steder bør du undgå

Politiet har udpeget en række områder, hvor der er særlig stor risiko for store forsamlinger – såkaldte hotspots. Undgå at søge mod disse områder. Listen er dynamisk og kan ændre sig. Følg med her. Der er p.t. ingen midlertidige opholdsforbud.

Østjylland

  • Aarhus, Bellevue Strand
  • Aarhus, Graven
  • Aarhus, Tangkrogen
  • Aarhus, Den Permanente
  • Aarhus, Mølleparken
  • Randers, Tøjhushaven
  • Randers, Tronholmen

 Syd- og Sønderjylland

  • Esbjerg, Flexbaner
  • Esbjerg, Streetmekka
  • Esbjerg, Ved Stryhns ISBAR
  • Esbjerg, 'De 4 hvide mænd'
  • Haderslev, Varbjergparken
  • Haderslev, Streetdome
  • Ribe, Vedels Anlæg
  • Sønderborg, Sønderborg Slot
  • Rømø, Lakolk Butikscenter

Nordsjælland

  • Hørsholm, Rungsted Havn
  • Hellerup, Bellevue Strand

Nordjylland

  • Aalborg,  Jomfru Ane Parken
  • Aalborg,  Kridtgraven, Hasseris
  • Skagen,  Solnedgangspladsen

 Midt- og Vestjylland

  • Herning, Søndre anlæg
  • Silkeborg, Østre Søbad
  • Herning, Fuglsang Sø
  • Viborg, Nørresøbadet

 Københavns Vestegn

  • Gladsaxe, Bagsværd Sø
  • Brøndby, P-pladsen foran Brøndby Stadion
  • Ishøj, Ishøj Havn
  • Herlev, Elverparken

 København

  • Kongens Have
  • Kastrup Strandpark (det gælder Sneglen, promenaden og det grønne bakkeforløb)
  • Gøteborg Plads
  • Dronning Louises Bro
  • Amager Strandpark
  • Dele af Fælledparken
  • Midterrabatten på Sønder Boulevard
  • Islands Brygge

 Fyn

  • Odense, Byens Ø
  • Odense, Munke Mose
  • Odense, Eventyrhaven
  • Odense, Skovsøen/Engen
  • Svendborg, Christiansminde
  • Svendborg, Krøyers Have
  • Svendborg, Smørmosen Strand

Kilde: Politiet

 

Sådan så der ud i Kongens Have i København 19. maj 2017. I år skal der være en del mere afstand. Foto: Jonas Olufson
Sådan så der ud i Kongens Have i København 19. maj 2017. I år skal der være en del mere afstand. Foto: Jonas Olufson
 

Københavns Politi har sat advarselsskilte op otte forskellige steder, hvor de holder et ekstra øje.

- Københavns Politi er selvfølgelig opmærksom på, at det bliver godt vejr på helligdagen i morgen, og at der kan færdes flere mennesker i byens åndehuller. Vi opfordrer til at holde god afstand og søge væk fra områder, hvor mange mennesker er samlet, og følge sundhedsmyndighedernes retningslinjer, skriver politikredsen i et skriftligt svar.

Flere små bliver en stor
Deres patruljer er synligt til stede i København, på Frederiksberg, i Tårnby og Dragør, blandt andet for at vejlede erhvervsdrivende om at overholde sundhedsmyndighedernes retningslinjer og for at håndhæve forsamlingsforbuddet.

- Vi fører i den forbindelse særligt tilsyn med områder i byen, hvor mange mennesker typisk samles - herunder en række advarselszoner - og med erhvervsdrivende som eksempelvis restauranter, caféer og værtshuse, skriver de.

Også Fyns Politi kommer med en særlig opfordring til at følge myndighedernes retningslinjer, selv 'når solen varmer i kinderne'.

- Med Kristi himmelfart i vente er det den perfekte opskrift på mange mennesker i det fri. Vi ved, at solen og nærværet er tiltrængt, men husk nu afstanden og retningslinjerne, siger politidirektør Arne Gram.

Hos Fyns Politi har de syv hotspots.

Retningslinjerne er sådan, at man skal sikre sig, at man ikke er flere end ti personer forsamlet i en gruppe - og være opmærksom på, at flere små grupper hurtigt kan blive til en stor. Man skal derfor ikke sidde for tæt og overveje at flytte til et sted med bedre plads, hvis der i forvejen er mange menneske samlet.