23-årig kører ind i gruppe af mennesker foran nordjysk bar

Uenighed mellem to grupper på beværtning i Svenstrup fik tilsyneladende mand til at bruge sin bil som våben

Ved du noget om sagen? Tip os på sms 1224 (alm. sms-takst) eller send en mail til 1224@eb.dk.

En 58-årig mand og en 46-årig kvinde er natten til søndag blevet indlagt på Aalborg Universitetshospital med kvæstelser.

De var først på natten del af en gruppe på fire personer, der blev ramt af en bil foran restaurationen Murerens Bar i Svenstrup syd for Aalborg.

Det oplyser Nordjyllands Politi.

Politiet mener, at bilens fører bevidst ramte gruppen af personer, efter at der kort forinden havde været uenigheder mellem dem inden for på baren.

- Denne uenighed fortsatte ude på gaden og endte med, at en 23-årig mand kørte en personbil ind i en gruppe på fire personer, skriver vagtchef Bruno Brix fra Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Føreren af bilen kørte efter påkørslen fra stedet, men blev senere standset af politiet i Svenstrup og anholdt sammen med tre passagerer i bilen.

- Han er sigtet for færdselsuheld med flugt, spirituskørsel og forsætlig påkørsel, oplyser politiet.

Det er endnu uvist, om de tre passagerer var en del af uenighederne inde på baren.

Politiet oplyser, at ingen af de to ofre har livstruende skader.

Politiet er tidligt søndag fortsat i gang med afhøringen af de implicerede, og i løbet af formiddagen bliver det besluttet, om der skal ske fremstillinger i grundlovsforhør.