23-årig kræves udvist: Kvinde voldtaget og holdt indespærret i tre timer

Grov voldtægt på Bornholm kommer nu for retten

En grov voldtægt mod en ældre kvinde i hendes hjem i Rønne på Bornholm skal føre til udvisning for bestandigt af en 23-årig udenlandsk mand.

Det kræver anklagemyndigheden på Bornholm, når den 23-årige stilles for retten den 8. januar, hvor han er tiltalt for blufærdighedskrænkelse, voldtægt og frihedsberøvelse.

Den 23-årige, der nægter sig skyldig, bor selv på øen, hvor den grove voldtægt, ifølge tiltalen, skete den 10. oktober.

Manden sidder varetægtsfængslet, og sagen har hidtil været behandlet for lukkede døre, men anklageskriftet løfter nu sløret for grovheden i sagen.

Mindre end en time før voldtægten havde den 23-årige, ifølge anklageskriftet, antastet en fremmed kvinde i en butik i Snellemark Centret i Rønne.

'Må jeg komme med hjem'
Han greb fat i kvinden og pressede hende mod sin krop, mens han spurgte, om han ikke måtte komme med hende hjem. Kvinden gjorde modstand, og da hun forlod butikken fulgte manden efter og forsøgte at følge efter hende hjem.

Ved 17.30-tiden mødte den 23-årige op hos en ældre kvinde i Rønne, som han havde truffet få minutter forinden. Han trak hende ned på gulvet fra en stol og slog og sparkede hende i hovedet og på kroppen, holdt hendes arme fast og trak hende rundt. Han flåede også hendes tøj af.

Derefter forsøgte han flere gange at voldtage kvinden, før han trak hende op i en stol og gennemførte voldtægten.

Ifølge tiltalen gjorde kvinden voldsom modstand ved at sige 'stop' og hun slog, sparkede og skubbede voldtægtsmanden og rev ham i håret. Hun forsøgte også at ringe til politiet.

Den 23-årige opholdt sig i kvindens hjem i mere end tre timer, og derfor er han også tiltalt frihedsberøvelse af offeret.

Efter den seneste skærpelse af straffen for voldtægt, skal en overfaldsvoldtægt som udgangspunkt straffes med tre et halvt års fængsel.

Mest læste
Seneste
Mest læste
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen