23-årig sigtes for timelang vold mod bekendt på Djursland

To mænd har ifølge politiet mishandlet en bekendt i Glesborg. Efter nogle uger på flugt er de begge anholdt.

I omkring en time mishandlede to mænd i slutningen af august en bekendt i byen Glesborg på Djursland.

Et par dage efter lykkedes det politiet at anholde en 35-årig mand for forbrydelsen, og nu har ordensmagten også fået fat i den anden mistænkte, oplyser Østjyllands Politi.

Manden, der har været eftersøgt siden 25. august, er ifølge politiet 23 år og fra Djursland.

Hans påståede medgerningsmand, der meldte sig selv, blev varetægtsfængslet 27. august, og nu håber politiet, at den samme skæbne vil overgå den 23-årige.

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi har i hvert fald sigtet dem begge for grov vold, og torsdag klokken 13.30 fremstilles den nyligt anholdte i et grundlovsforhør ved Retten i Randers.

- Der er tale om kvalificeret vold, hvor forurettede er slået med flere genstande, lød det tidligere fra Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Ved torsdagens grundlovsforhør vil anklagemyndigheden bede dommeren om at lukke dørene for offentligheden.